Hundene fra Italien

LÆSERNE FORTÆLLER: HUNDENE FRA ITALIEN DEL 1

Af Horst Bergmann

Kære læsere,
Jeg hedder Horst Bergmann og vil fortælle jer om en lidt anderledes måde at anskaffe sig en ny hund på. Efter at min gamle hanhund Hjalte døde af en leversygdom i november 2003 var hans halvsøster Vanda ikke den samme som før. Kun hendes måde at spise på mindede mig om, at det var Vanda. Hun har altid været forædt. Jeg kunne godt se, at hun sørgede og savnede Hjalte. Jeg prøvede alle krumspring for at underholde hende. Der var ikke meget at gøre, og ret hurtig blev ideen om en ny ven barslet. Jeg havde kun en gang før i mit liv prøvet at hente en hund fra en institution. Først kontaktede jeg hundeinternatet i Rødovre, hvor man kun havde større hunde i stil med labrador og opefter. Min næste ide var Internettet, her besøgte jeg flere steder uden at finde det rigtige emne i "knæhøj karse".

Så måtte jeg udenlandsk. Jeg besøgte flere tyske hjemmesider med foreninger, der hjælper herreløse hunde i så godt som alle middelhavslande. Som de fleste ved, oplever hunde og katte ofte grusomme skæbner i disse så dejlige turistlande. Og ret hurtig fandt jeg nogle hunde, som efter min mening kunne være et fund for min Vanda. Dog skulle det ikke gå så hurtigt med en formidling. Den første forening mente, at jeg var for gammel (63 år) til deres mest unge hunde. Det næste sted mente, at afstanden til Dragør var for langt for at lave en kontrol af det nye hjem. Jeg diskuterede ikke disse ting ved vidende, at der imens blev tusindvis af stakkels dyr maltrakteret eller dræbt. 

DER VAR DEN

Jeg havde dog ikke i tankerne at opgive eller vente til der fandtes nogle afleverede "julegaver". Efter at have surfet i nogle timer fandt jeg frem til hjemmesiden med en forening, som hjælper hunde i Italien ved byen Arezzo i Toscana. Det er en lille forening med unge mennesker, som i løbet af tre år har opbygget et fantastisk godt netværk. Sidste år blev der formidlet 134 italienske hunde. Foreningen blev sidste år anerkendt som almennyttig af staten og kan så modtage gaver og sponsorpenge på deres konto. Webadressen er www.hundehilfe-mariechen.de, og hvis en af læserne er interesseret, står jeg gerne til rådighed på min mail horstb@city.dk.

Jeg fandt et godt emne og spurgte om mulighed for at blive adoptivfar til en hund. Mine data havde jeg sendt, og hvordan jeg boede. Efter nogle timer kom svaret, at jeg var god nok til at blive "adoptivpapa", men hunden, jeg havde set, var desværre formidlet ugen før. Samtidig kom billeder af nye hunde, og man henviste til hjemmesiden, men ingen af dem havde rigtig min interesse. Lige før jul blev der så sendt et hundebillede, hvorefter mit barnebarn råbte: "Der er jo Hjalte". Så blev jeg nervøs, fordi min computer strejkede. Heldigvis er telefonen opfundet, og jeg kontaktede Manuela Ott fra hundehjælpen.

Mellem jul og nytår sagde det så bingo og på den måde valgte jeg min nye hund og Vandas nye kammerat "Birillo". Men han skulle jo hentes i Bayern, når transporten ankom dertil 2. februar. Dette betød 700 km kørsel hver vej. På dette tidspunkt havde jeg modtaget ca. tyve e-mail og talt i telefonen over tre timer. Det endte med, at man inviterede mig til at overnatte der og så fortsætte med hundeteamet til Arezzo i Italien. Det kunne jeg ikke sige nej til. Samtidig fik jeg også et arbejde under selve turen. Man syntes, jeg var kvalificeret til at lave en fotoreportage om turen med forklarende tekst. Den skulle bruges til et foredrag om dyrebeskyttelse. Ja, ja med spæk fanger man mus.

Nogle dage senere blev jeg rigtig fanget af min datter. Der var dukket nye hunde op på formidlingssiden, og der var jo den, der lille, søde, frække og flotte "Willy". Kort sagt, Willy måtte også med hjem. Vi har altid haft tre hunde hos os. Nu skulle der komme fart over feltet, fordi vaccinationstiden måtte overholdes. På en ny rabiesvaccination er der 30 dage minimum. Men man klarede det hele til ug, selv om det var i Italien.

Så er det afgang

Med spænding i maven ventede jeg den sidste uge før afgang hjemmefra - jeg føler det igen, imens jeg sidder her og skriver. Alle ting blev checket fem gange. Bilen stod allerede færdigpakket i garagen dagen før. Jeg havde 50 kg hundefoder med til det italienske opsamlingssted for de hunde, som kommer med til Tyskland, desuden et transportbure og alle de halsbånd og liner, som havde samlet sig i løbet af mange hundeår. Aften før fik jeg en e-mail om at køre forsigtig, fordi det sneede ret kraftig hos dem. Godt, at jeg havde købt vinterdæk ugen før.

Den 28. februar 2004 kl. 04.00 kørte jeg fra Dragør. Indtil Haslev var det fint at køre, næsten uden trafik. Men så startede snevejret og i løbet af et par minutter kunne jeg ingenting se på motorvejen. Hastigheden var helt nede på mellem 40 og 60 km/t. Til alt held fandt jeg en tankbil, der kørte foran mig, og brugte den som vejviser. Det blev efterhånden knap med tiden, men jeg nåede færgen 15 min før afgang.

Efter to timers rolig sejlads og ankomst i Rostock med forsinkelse forlod jeg havneområdet kl. ca. 09.30. Foran mig lå gode 600 km. Der var sne på markerne, men ellers skinnede vintersolen med fulde styrke. Da jeg nærmede mig målet, forsvandt solen, og det begyndte at sne. Ved  15.30 tiden ankom jeg til Stadtsteinach i Oberfranken
(Nordbayern). Der var hjertelig hallo og kram, som om familien kom på besøg. Okay vi havde vel også udvekslet næsten 50 e-mail og brugt gode 4 timer telefontid i den forløbene tid.

Et sjældent ’dyr’ fra nord

Efter kort tid kom de første hundevenner for at beskue det sjældne dyr fra Norden. For hvem kan finde på at køre så langt for at hente to "gadekøtere"?? Alle disse mennesker havde selv hunde fra Italien. Der er hunde formidlet til Danmark (ja, nu), Holland, Østrig og Schweiz.
Om aften kom Manuelas kæreste Oliver med bussen. Det var ham, som skulle køre hele turen frem og tilbage. Vi pakkede bussen med transportkasserne, halm, tæpper, halsbånd, liner og hundemad. Lidt tid til hygge blev der også. Jeg vidste mine fotoalbum frem, så de kunne se, hvordan hundene ville komme til at bo i Danmark.

Jeg fik ikke sovet ret meget. For hvem kan sove et fremmed sted med spænding i maven og hovedet fyldt af masser af skønne indtryk? Det blev vel til tre timer søvn, og kl. 04.00 var det tid til afgang. Halsen blev lige skyllet med et krus cappuccino og så af sted i en fart, før motorvejen blev fyldt op. Det var jo en fredag, og der ville være tæt trafik ved München. Allerede kort efter solopgang nåede vi alpeområdet, og sikke en solopgang. Det var første gang, jeg oplevede de flotte farver om vinteren og med sne på bjergtoppene.

Vi nåede så til Østrig, hvor jeg tog de første billeder og glædede mig til at se Brenner Passet. Jeg har aldrig før kørt på denne strækning eller været i Italien. Men hvor blev jeg dog skuffet, der var kun skilte med navnet og en masse betalingsbåse at se. Næh, det var ikke nogen ferietur, havde Manuela sagt, det drejer sig om hunde. Vi kørte herpå gennem Sydtyrol og hele Norditalien i flot solskin. Og da vi ankom til Toscana-området, så jeg et fantastisk flot landskab. Det så akkurat ud som på malerierne jeg har set fra stedet.

HUNDENE FRA ITALIEN DEL 2

Næsten præcist som beregnet af en flot kørende Oliver ankom vi efter 11 timer til Elisabeth Bartons hundehjem. (Til sikkkerhedsfolk blandt læserne vil jeg dog lige sige, at der blev holdt kaffepauser, og hastighederne blev overholdt). Elisabeth er født i England og en stor dyrelsker. Ellers bruger man ikke så mange penge på sådan et projekt. Dyrene har et skønt fristed hos hende. Udover hunde er der også hendes gamle ridehest, diverse får, geder, høns, kaniner og katte. Der er lavet flotte rummelige løbegårde og hundehuse. Det eneste, der mangler, er tilstrækkelig med kærlighed til alle de dyr, fordi hjælpere koster penge.

Elisabeth er Mariechens medarbejder og højre arm i Arezzo. Her samler man udvalgte hunde, som skal til Tyskland. Hundene bliver fortrinsvis udvalgt fra to andre steder. Det værste er, at Elisabeth ikke kan sige nej til dyr i nød. Men de nøgne fakta er, at man ikke kan formidle alle hunde på grund af deres størrelse eller sygdom (for eksempel leishmaniose, som ofte forekommer i middelhavsområdet). I stedet bliver de hos Elisabeth på livstid og tager pladsen fra andre.

Solgt med det samme

Hos Elisabeth fik jeg for første gang kontakt med mine to "banauser". Manuela havde hele tiden sagt til mig, at jeg ikke skulle føle mig forpligtet til at tage den ene eller dem begge, blot fordi jeg havde lovet det. Men da jeg gik ind i hundegården og Birillo med det samme kom hen og gnubbede sit hoved op ad mig, var jeg solgt. Han fik med det samme at vide, at han skulle med mig hjem. Også Willy kom susende og sprang som en gummibold. Så var det løb kørt for mig. Begge hunde lystrede godt på deres navn, og derfor blev Birillo ikke omdøbt til Gino. Jeg kunne med det samme se, at Birillo var ældre end de seks år, som en italiensk dyrlæge havde sagt. Og senere hjemme i Danmark igen blev han da også vurderet til at være ca. 9 år. Men pyt med det - de to "Wauzis" skulle med mig hjem.

Lørdag samlede vi boksene, fyldte dem med halm og tæpper. Aften i forvejen havde Manuela lavet en liste over, hvilke hunde der skulle lastes i hvilke kasser, og om nogle kunne samles i en kasse. Det gjorde vi med Birillo og Willy. Derefter forsynede vi kasserne med et nummer og lavede en prøvelastning. Det hele flaskede sig uden kaotiske øjenblikke, fordi vi havde tiden til det.

Vi havde en dag mere til rådighed end normalt. De normale ture bliver kørt på to dage. Så jeg fik mulighed for at se de to hjem, hvor mine to hunde kom fra. Herudover besøgte vi også det såkaldte "slemme 180’er anlæg", som hedder sådan, fordi der har været 180 hunde sammenklemt i overfyldte bure uden løbegård siddende i deres eget skidt og møg. Og jeg var forberedt på det værste. Damen, der ejer stedet, Marina, er ikke ondt ved dyrene, men måske lidt sær og havde på et tidspunkt mistet overblikket over situationen. Men, hvad skal man kalde det, når man stopper 15 hunde i et bur mindre end 20 m2.

Et rystende syn

Vi havde taget Chiara med som tolk, fordi hun taler engelsk og er frivillig medhjælper både hos Elisabeth og Marina. Ved ankomsten ventede Marina på os – hun kendte jo også Manuela og Oliver. Jeg fandt stedet rystende. Her havde Birillo siddet sammen med 14 store hanhunde. Heldigvis talte Marina ikke tysk, så vi kunne tale frit. Mine venner fortalte, at jeg skulle have set tilstandene i starten. Nu var der kun 70 hunde tilbage. Jeg syntes, det var grusomt, og jeg har aldrig set noget lignede. Alle hundene prøvede at komme hen til en kærlig hånd, men blev med det samme overfaldet af resten. Til alt held var det koldt i vejret, så stanken var til at udholde. Zoologisk have er Matas ved siden af – og det var nok for mig med en under en times ophold her – og der blev også taget en hurtig afsked.

HUNDENE FRA ITALIEN DEL 3

Ja, vi skulle mødes med en del mennesker denne dag. Vores tolk Chiara fulgte med os til næste date med en dame Angela Benda, som talte tysk og skulle vise os vejen til Tittis Canile (hundehjem). Willy – min lille clown – kom herfra. Angela var meget interesseret i Willys skæbne. Hun havde taget sig lidt af ham og klippede og børstede ham, siden han kom til stedet sidste år. Hun virkede meget bekymret, fordi han havde bidt en medhjælper på vej til lægen – for hvad nu hvis, jeg ikke ville tage ham med osv. Jeg kunne dog berolige hende med, at vi var blevet gode venner.

I dag kan jeg sige, at de må have taget ham forkert, og der var gået panik i ham. Han ville aldrig gøre en flue fortræd. Han er godt nok bange for høje stemmer og lyde, men han bider ikke. Men disse ting skal overvejes, inden man siger ja til en såkaldt gadehund.

Angela tager sig lidt af ældre hunde hos Titti. Hun har selv 8 hunde derhjemme, og seks af dem er over ti år gamle. Willy gik den gang med træsko i hendes hjerte. Når alle de næste 100 hunde blev lukket ude, elskede de store hunde at jagte Willy med de korte ben. Willy blev dog "cool", så sig om efter et gemmested og væk var han. Men i det lange løb er det ikke godt for små hunde hele tiden at skulle flygte. Når han var i buret, var han sammen med mindre hunde.
 
At komme til Tittis hundehjem var som at komme fra nat til dag. Damen var glad for at se nogle mennesker, der tog sig af hunde fra hendes hjem. Næsten alle hunde susede hen til de besøgende for at få en kæletur. Bagefter lignede vi også nogle af disse skønhedsapostle efter mudderbadet. Det er fantastisk, at disse skønne dyr ikke havde mistet deres tillid til mennesker og bibeholdt deres venlige adfærd trods deres mange frygtelige oplevelser. Herfra har team Mariechen formidlet en del hunde.

Via tolken spurgte Titti mig, om der måske fandtes flere venlige mennesker i Danmark til nogle af hundene fra Italien. Jeg måtte desværre sige, at det er foreløbig nok kun var et enkelt tilfælde på grund af afstanden og omkostningerne. Men hun blev glad alligevel. Og som rosinen i pølseenden fandt Manuela lille brune/hvide Maja på 11 år. Hun blev betalt og fik lov til at rejse med til Tyskland.

Lige ved siden af anlægget har kommunen deres hundefangststation, som ligner dødsgangen i et amerikansk fængsel. Og det er det også. Tyve dage gemmer man hundene, og hvis Titti ikke overtager hundene, bliver de aflivet.

Naturligvis blev der spist italiensk denne sidste aften ved Arezzo, pudsig nok på et hotel som Elisabeth og hendes mand havde ejet før. Kl. 22.30 blev der sagt god nat, fordi vi skulle være klar til at køre til Elisabeth til den store hundeindpakning kl. 04.00. Teamet havde en god halogenlampe med, og bussen blev tømt for udstyret. Nu havde vi skrevet tal på kasserne, og vores chef (Manuela) stod med listen, der fortalte i hvilken rækkefølge hundene skulle hentes. Udrustet med fangline og lommelygte startede så afhentningen. Da det blev mine hundes tur, smuttede jeg hurtig hen til deres hytte fulgt af Heiko. Birillo fik linen på, og Willy snuppede jeg lige under armen.

Efter 1 1/2 time var vi startklar med 21 hunde inklusive lille Maja. Hun fik lov til at sidde sammen med os foran. Så gik det hurtig mod motorvejen. På hele rejsen hørte vi kun noget til tre af hundene: Rambo skulle larme lidt, stakkels Winnie Pooh hostede, han havde lungebetændelse (har det godt igen) og en Huskydame skulle underholdes lidt, ellers hylede hun.

Så snart det blev lyst, hang Manuela i mobilen for at give de første meldinger om ankomsten. Vi skulle aflevere hunde fem steder – derfor var det så vigtigt, at hundene blev lastet i en bestemt rækkefølge. Til allersidst havde vi kun Willy og Birillo tilbage. Så måtte Oliver og Heiko afsted for at vaske og desinficere bussen og transportkasserne. Mine to hunde blev installeret i badeværelset, fordi Manuela har også to hunde og en i pleje. Det er hver gang et stort arbejde at finde plejesteder til hunde, som ikke allerede er formidlet, men med på Internettet. I dag ca. tre uger efter rejsen er mere end halvdelen videreformidlet.

Næste morgen startede hjemrejsen, og den forløb efter planen. Kl. 19.30 anløb vi Dragør. Min datter passede Vanda, og vi gik lige en lille spadseretur, så hundene kunne snuse til hinanden uden for Vandas hjem. Alt gik fint, der blev løftet benene op ad dørstolperne og videomaskinen. Birillo klarede renligheden på en dag, mens det tog unge Willy (bliver tre år) nogle dage. Det har været tre spændende uger efter hjemkomsten. Jeg kan sige, at man skal være påklædt til denne slags krabater, men de giver alt tilbage i poser og sæk.

Til sidst hurtig noget om hundenes fortid. Angela havde kendt Willy, siden han kom sidste år i juni. Ham havde man fundet halvdød af sult på landet på en mark. Chiara sendte mig en mail med et billede fra Birillos dårligste tid. Han blev fundet sammen to andre hvalpe i en affaldsspand. Den ene var død, og de to bragte man til Marina. Kun Birillo overlevede og blev flasket op. Efter tre måneder havde hun ikke plads i huset til ham, og han kom sammen med 15 voksne hanhunde i et bur. Han har aldrig haft en hvalpetid og skulle vokse hurtig for at klare sig. Sidste år lukkede man så en glubsk schæferhund ind til ham, som Chiara ikke kunne røre. Birillo kom siden ikke ud af sin sovekasse. Lige før han blev tilbudt mig, kom han så til Elisabeth. Det var så lidt baggrundsviden til de to italienere.

Så endte en rejse til Italien på fem dage og to medbragte guldklumper.

Tilbage til artikler