Alverdens Hunderace
Alle de over 400 hunderacer, som findes i dag, er oprindeligt fremavlet til et bestemt formål - at hyrde får og kvæg, trække vogne og slæder, hente bytte til jægeren, sidde på knæ eller arm osv. At vide noget om racernes egenskaber og oprindelige arbejdsfunktion er meget vigtigt, både når vi skal købe hund og omgås dem i dagligdagen. Racekundskab gør det med andre ord lettere for os at forstå vores hunde og dække deres behov. Derimod vil jeg ikke komme særligt meget ind på racernes udseende, da det er noget, man kan læse om i enhver hundebog.
LABRADOR  Vi starter med labradoren, som er en af Danmarks mest udbredte familiehunde. Og det med rette. Det er en pragtfuld hund. Labradoren hører til blandt de såkaldte apporterende fuglehunde. Det vil sige hunde, som er avlet til at hente (apportere) nedskudt vildt både på land og ude i vandet. Derfor skal de have, hvad man kalder en 'blød mund', så de ikke skader vildtet, når de henter det.
Racen stammer fra St. John's distrikt på Newfoundland i Canada. Her arbejdede den hovedsagelig med vandarbejde, apportering og jagt på svømmefugle. Det er med til at forklare racens store glæde ved vand. Det er nærmest en dødssynd ikke at tillade en labrador at bade en gang imellem.
I dag er labradoren en rigtig allround hund. Den bruges som jagthund, narkotikahund, handicap- og blindehund, familiehund og sports- og konkurrencehund. Der er avlet en jagttype af labradoren, som kaldes en Formel 1'er. Den adskiller sig fra den traditionelle type ved at være fysisk mindre og have et højere aktivitetsniveau.
Labradoren skal være mentalt og fysisk stabil, rolig og tålmodig. Den skal være svær at stresse op og kunne arbejde koncentreret i urolige miljøer og i tæt kontakt med jægeren. En labrador er åben over for fremmed mennesker og trives som regel godt med andre hunde. Herudover er det velkendt, at labradoren er meget madglad. Derfor skal labradorejere hele tiden passe på, at deres hund ikke bliver for fed.
Det er vigtigt ikke at lave for mange træk- og kamplege med labradoren, fordi det stresser den og kan ødelægge den 'bløde mund'. Labradorejere må også acceptere, at deres hund hele tiden bærer rundt på noget i munden - det er et medfødt behov. En god idé er at give den små bæreopgaver. Lad den bærer en pose med brød på vej hjem fra bageren. Lær den at rydde for eksempel dens legetøj op, smide affald i skraldespanden m.m. Det er også vigtigt at give den søgeopgaver som at gå spor, finde mennesker, mad o.l. En labrador, som får apporterings- og søgeopgaver og mulighed for at bade og svømme, er en lykkelig labrador.
TYSK SCHÆFERHUND
Denne gang kigger vi nærmere på den Tyske schæferhund. Schæferhunden stammer fra Tyskland, og racen går langt tilbage i tiden. Ingen ved præcis hvor langt. Dog ved man, at tyske fårehyrder tilbage i 1600-tallet brugte hunde til hjælp med fåreflokkene. Det er disse hyrdehunde, som er stamfader til dagens schæferhund. Dengang betød udseende ikke noget for fårehyrderne. De var kun interesseret i hundenes egenskaber som hyrdehunde. De ønskede selvsikre og stærke hunde, som samtidig var så udholdende, at de kunne klare at hjælpe hyrden døgnet rundt med at holde sammen på fårene og beskytte dem mod andre dyr.
Gennem det sidste århundrede har schæferhunden udviklet sig til en alsidig brugshund. Den bruges i dag til meget forskelligartet opgaver - bevogtning, patruljering, forsvar af føreren, spor- og eftersøgningsarbejde af både personer og genstande. Men den er også en skattet og udbredt familiehund.
Bruce Fogle skriver i "Aschehougs Store Hundebog", at ukritisk avl desværre har ramt racen, fordi den er så populær. Det har ført til problemer med hofteledsdysplasi og andre ledsygdomme. Han skriver videre, at der også forekommer nervøsitet, angst og skyhed samt aggressivitet inden for racen. Men hvis schæferhunden er opdrættet med omtanke og opdraget med forståelse og fornuft, er det en fantastisk race - rolig, pålidelig, sympatisk og lydhør.
Schæferhunden bør være en livlig, glad og samarbejdsvillig hund. Den skal være udholdende både fysisk og mentalt og have gode nerver. Fordi schæferhunden har så mange arbejdsområder, er den avlet til at være meget aktiv. Derfor bør den beskæftiges en del mentalt, da den let udvikler stress, hvis den aktiveres forkert eller for lidt.
GRAVHUNDEN
 Gravhunden stammer fra Tyskland, hvor den kaldes en "dachshund". Der findes tre forskellige varianter: korthåret, ruhåret og langhåret og tre forskellige størrelser: standard, dværg og miniature. Den korthåret er den mest oprindelige. Den ruhåret er skabt ved at krydse den korthåret gravhund med en ruhåret pincher og senere med en dandie dinmont terrier. Den langhåret gravhund er fremavlet gennem en krydsning mellem den korthåret gravhund og med de kortbenede sussex og field spaniels.
Gravhunden hører til gruppen af såkaldte grav- og rottehunde. Det er en jagthund, som i mere end hundrede år er avlet til at gå i grævlinge- eller rævegrave (dværg- og miniaturevarianterne går i kaninhuller). Den bruges også til jagt over jorden, hvor den forfølger vildtet med en vedholdende gøen.
I dag holdes flertallet af gravhundene som familiehund. Men der er dog stadig mange, som deltager i gravprøver og i praktisk jagt. Nogle gravhunde er også uddannet som sweiss-hunde. En sweiss-hund er en hund, som er godkendt til at eftersøge skadet vildt, for eksempel anskudt eller påkørt vildt. De følger blodsporet og finder ad den vej frem til det sårede dyr, som enten indleveres hos dyrlægen eller på en vildtplejestation eller aflives af jægeren på stedet - sweiss-hundeførere skal have jagttegn. Sweiss-hunde rekvireres normalt gennem Falck.
Gravhunden er en stor hund i en lille krop. Den er modig og stolt og har et livligt temperament. Da den er avlet til at arbejde selvstændigt, kan den være svær at opdrage, men på ingen måde umulig. Der er også forskel på temperamentet blandt de tre varianterne. Den langhåret er på grund af dens spaniel-baggrund generelt blidere af væsen end den ruhåret. Men naturligvis er der ingen regler uden undtagelser. Holdes gravhunden som familiehund, er det vigtigt at tænke på, at den har et stort behov for aktivering. Det er en god idé at gå spor med den og give den små søgeopgaver efter for eksempel godbidder eller ting. Man bør også træne meget samarbejde og kontakt med den - gerne på et bord, da det giver en bedre øjenkontakt.
Da gravhunden er en jagthund, som skal kunne arbejde i mange timer ad gange, har den let ved at stresse. Gravhunden vil ofte blive stresset, hvis den er understimuleret eller forkert stimuleret. Lege med bold- eller pindekast bør derfor være bandlyst - giv den søgeopgaver i stedet. Man bør heller aldrig træne en gravhund med hårdhændede metoder. På den måde trænger man aldrig igennem til en gravhund - det er den alt for selvstændig og egenrådig til. Man risikerer også at skærpe gravhundens naturlige hårdhed og skarphed. Tænk på, at gravhunden om nødvendigt skal kunne slås med ræven eller grævlingen. Smerte vil derfor kun tænde den endnu mere. Opbyg i stedet et forhold, som er baseret på tillid, og på at du er 'klogere' end den.
SHETLAND SHEEPDOG
Shetland sheepdog, shelties eller mini-collie. Kært barn har mange navne. Og sheltien er en af de mest populære familiehunde i hele verden. Racen stammer fra Shetlandsøerne - en ø-gruppe nordøst for Skotland. Her blev den hovedsagelig brugt som vagthund på gården og til at holde styr på små fåreflokke. Man ved ikke præcis, hvordan racen er opstået, men mener, at den er en krydsning mellem lokale hunde og importerede langhårede collier. I dag bruges sheltien hovedsagelig som familiehund, men den har stadig meget af sit vagt- og hyrdeinstinkt intakt. Sheltien bruges også meget inden for agility, hvor racen er fuldstændig suveræn blandt små hunde.
Sheltier er hunde, som altid er oppe på mærkerne og forberedte på nye opgaver. Det er små hurtige hunde, som også opfatter meget hurtigt. De er m eget samarbejdsvillige og hurtigt til at forstå, hvad ejeren vil. Netop fordi de er så hurtige til at forstå ting, skal man huske, at de lærer de dårlige vaner præcis lige så godt og hurtigt, som de gode.
Sheltier er samarbejdende hunde, der er meget bundet til deres ejere. De har et stærkt flokinstinkt, er meget selskabelig og vil hele tiden være med. Mod fremmede mennesker er de ofte reserveret - på grænsen til at være sky. Man skal også være opmærksom på, at den er meget følsom over for menneskets kropssprog, som den oversætter til hundesprog. Derfor er det forbudt at bøje sig ned over en shelti og række hånden frem mod den. Gå i stedet ned i hug og vend ansigtet væk og lad hunden selv komme til dig uden at presse den. Sheltien er også relativ følsom over for lyde, så det bør man arbejde målrettet med, fra den er hvalp. Endvidere gør en shelti meget, og hjemmet vogtes gerne med en ihærdig gøen.
Hårde træningsmetoder er det rene fordærv for en shelti. En rolig hånd uden at være overbeskyttende kan gøre sheltien til en tryg og sikker lille hund. Den sociale træning ude i trafikken, byen og blandt fremmede mennesker og børn før fire måneders alder er meget vigtig. Og man skal være opmærksom på, at ubehagelig hændelser kan give blivende problemer, hvis ikke ejeren bevarer en rolig og sikker attitude. Positive træningspas uden hårde tilrettevisninger gør sheltien til en glad, tillidsfuld og lydig hund.
Som alle hyrdehunde har sheltien let ved at stresse og kan i løbet af kort tid udvikle kronisk stred. Undgå derfor s tressende aktiviteter som at kaste med bolde og pinde samt træklege. Beskæftig dem i stedet med problemløsningsopgaver, som er rolige, men kræver en del tankevirksomhed, søgeopgaver og spor.
BEAGLEN
 Racens historie
Beaglens præcise oprindelse kendes ikke med sikkerhed, men den har eksisterede længe. Man mener, at normannerne bragte talbothunde til England fra Frankrig under invasionen i 1066, og at disse hunde skulle være forfædre til southern hound, beaglen og foxhounden. Beaglen blev meget populær hos det engelske monarki i 1300-tallet og 1400-tallet. Både Edward II og Henry VII holdt kobbler af glove beagles (handske-beagler), som de blev kaldt, fordi de var små nok til at være i en handske. Elizabeth I havde de såkaldte Pocket Beagler (lomme-beagler).
I 1400-tallet fandtes der beagler i England, Italien, Grækenland og Frankrig. Ordet "beagle" har to mulige oprindelser. Det stammer enten fra det keltiske ord "beag", der betyder lille. Eller fra det franske ord "begle", der betyder "ubrugelig eller af lille værdi".
I 1700-tallet fandtes der to typer af hunde til kaninjagt: southern hound og den noget hurtigere north country beagle. Da rævejagt blev mere og mere populær, holdt man fox-hounds frem for beagler. Men heldigvis for beaglen som race, var der nogle landmænd i England, Irland og Wales, der blev ved med at bruge beaglen til jagt.
I midten af 1800-tallet etablerede Reverend Phillip Honeywood et kobbel af beagler i Essex, England, som menes at være starten på den moderne beagle. Han avlede hunde efter jagtegenskaber - ikke udseende. En anden englænder, Thomas Johnson, var ansvarlig for at avle beaglelinier, der både kunne jage og se 'godt' ud.
Egenskaber
En beaglen er skabt til at leve og jage i flok. Det er en støvende jagthund, der jager byttet over marker og i skove. Den er også lavet til at leve i et kobbel af hunde (også kaldet packhounds), hvilket har medført et næsten genetisk behov for selskab. Får de ikke selskab fra en anden hund, vil de kræve det af deres ejer eller begynde at underholde sig selv - og det kan betyde problemer!
Beaglens oprindelse som jagthund gør dem til energiske, selvstændige og til tider stædige hunde. Derfor kan træning med en beagle være noget af en udfordring, der kræver masser af tålmodighed. Men ifølge flere beagleejere gør klikkertræning arbejdet væsentlig lettere. Det er også vigtigt at huske, at der stadig er masser af jagt i en beagle, hvilken gør, at den kan være svær at lære at gå uden snor. Fordi beaglen er en packhound, kommer de generelt godt ud af det med andre hunde. En beagle bør ikke være aggressive over for andre hunde, men den vil dog forsvare sit territorium.
Beagler har masser af energi og passer godt til en aktiv familie, der kan lige at gå lange ture. Beagler kan holdes i lejligheder, men man må være meget indstillet på at tage hunden ud tre - fire gange om dagen. Da de er opdrættet til at løbe i terræn efter kaniner og ræve, har de ikke noget imod at komme med på lange løbeture. Men man bør vente til hunden er mindst et år gammel, før man begynder med at løbe med den. Men det er vigtigt at starte langsomt op og gradvist trappe formen op - som hos mennesker.
Du kan se en beagle her: http://www.anders.p.person.dk/beagle.html
COCKER SPANIEL
Som alle spaniels hører cocker spanielen til gruppen af stødende og apporterende fuglehunde. De fleste spanielracer har samme oprindelse og arbejdsområdet og ligner derfor hinanden i temperamentet. De forskellige typer er skabt på baggrund af det terræn, som hunden skulle arbejde i, og den fugl, som jægerne ønskede at skyde. Cocker spanielen stammer fra Wales og de sydvestlige dele af England. I 1800 tallet blev de mindste spaniels delt op i to grupper: "starters, som skulle jage vildtet op, og cockers, som blev brugt til at rejse (lette) og apporterer skovsnepper. På engelsk hedder en skovsneppe en woodcocker, og det er herfra, racen har fået sit navn.
Den arbejder ved at søge efter vildt i zig/zag-bevægelser ca. 30 meter fra jægeren. Når hunden har fundet vildtet, skal den få det til at lette, men må ikke forfølge det. Den skal holde sig i ro, indtil fuglen er skudt. Først når den får et signal fra jægeren, skal den apporterer det skudte vildt. Den skal også kunne apportere i vand.
Cockeren har en stor duft- og vildtinteresse. Den er jo oprindeligt lavet til at opsøge levende vildt modsat retrievere, som skal apportere det døde vildt. Det er særligt fugle og småvildt, den er interesseret i. Der skal derfor arbejdes med en cocker fra den er hvalp, så den lærer at gå løs. Cockeren er også glad for vand, og den holder meget af at bære og apportere genstande. Den er ikke særlig følsom over for lyde.
Cockeren er ikke en specielt larmende hund. Den gør ikke særlig meget, men kan snakke en del. Hvis den keder sig, kan den finde på at vogte og gø ved havelågen. Det er en meget samarbejdsvillig hund, som også er glad for fremmede mennesker og hunde. Når der skal leges, foretrækker den tag-fat-lege med hunde, som ligner den selv.
Cockeren kræver en del motion. Men fordi det er en livlig og aktiv hund, er den også let at stresse, hvis den aktiveres for lidt eller forkert. Derfor er det vigtigt at give den mange opgaver, hvor den skal bruge hovedet. En cocker bør dagligt aktiveres med søgeopgaver som spor, madsøg og feltsøg efter genstande og med bære- og apporteringsopgaver. Agility er også en aktivitet, som en cocker synes er sjov. Al træning med en cocker bør foregå roligt og afdæmpet. Brug rolige bevægelser under træning og tal lavt
MOPSEN
Mopsen eller moppen, som den også kaldes, tilhører gruppen af tempel- og hofhunde. Faktisk er hundene i denne gruppe de eneste, man egentlig kan kalde for selskabshunde. Mange af racerne er meget gamle, og de har siden tidernes morgen fungeret som selskabshunde, hellige hunde, offer hunde, knæ- og armhunde for rige damer. Disse hunde sad i damernes store puf-ærmer eller lå bag deres knæ, så damerne bedre kunne holde varmen. Nogle blev også brugt som vagthunde på for eksempel tempelmurerne, hvor de gøede højt og inderligt, når der kom fremmed. Mopsen stammer fra den kinesiske Happa-hund, som går helt tilbage til før vores tidsregning. I 1500-tallet tog blandt andet Det Hollandske Østasiatiske Kompagni denne hund med til Europa. Mopsen kom også til Danmark og i 1598 havde den danske Kong Christian den 4 og hans dronning, Anna Cathrine, en lille mops, der hed Türck.
Mopsen er som de andre tempel- og hofhunde utrolig gode familiehunde. Mange mennesker har dog desværre et forkert indtryk af disse hunde, fordi de er så små og pusse-nussede. Fakta er imidlertid, at disse hunde har en lang række af de egenskaber, mange efterlyser hos familiehunde. De er lette at lære at gå løse, fordi de er tæt knyttet til ejeren og ikke særlig interesseret i at jage. De bliver tidligt modne - omkring fire til fem måneders alder - og derfor også hurtig renlige. De lever også meget længe. Mopsen bliver for eksempel 13-15 år. Dog kan disse racer ikke anbefales til familier med meget små børn.
Det er livlige, glade og sjove hunde, som dog ikke har tendens til at blive stresset. Mange af dem er værdige, selvsikre og modige hunde. Men de er sjældent aggressive. Hverken over mennesker eller andre hunde - heller ikke hanhundene imellem. Dog kan flere af dem gø meget, når der kommer fremmede på grund af deres baggrund som vagthunde.
De har kun et moderat behov for motion, men skal selvfølgelig ud og gå hver dag - helst i områder, hvor de kan være løse. Men da det er små og lidt skrøbelig hunde, skal man naturligvis passe på andre hunde, som i kraft af deres størrelse let kan gøre skade på dem i leg. De skal naturligvis ud og møde andre hunde, men det skal være søde rolig hunde. Pas på med store lidt klodsede og ukoordineret hunde og nogle af de meget oprindelige racer, som forveksler så små hunde med byttedyr. Det er en god idé at sætte hundene op i højden, når de skal hilse på fremmede hunde for at gøre mødet mere ligeværdigt.
De vil gerne sidde højt oppe, for eksempel i vindueskarmen og holde udkig. De har et stort behov for kropskontakt og vil gerne sidde på knæ eller i skødet. Det er ofte også meget samarbejdsvillige hunde, der især elsker at lære kunstner - og er gode til det. Agility og balanceøvelser er som regel utrolig god aktivering for disse hunde. Husk at bruge små lette seler til dem - og ALDRIG kvælerhalsbånd - på grund af deres skrøbelige kropsbygning. Da de er tidligt modne, skal man også starter træningen tidligt. Det er en god idé at sætte disse hunde op på for eksempel et bord, når man træner med dem - det gør det nemmere for hundene at tage øjenkontakt.
BORDER COLLIEN
Border Collien eller BC'en, som den også kaldes, stammer fra grænseområderne mellem Skotland og England, hvor den blev brugt til at hyrde får. Også den dag i dag er det den mest populære arbejdende hyrdehund til får i Europa. Det var oprindeligt en blandingshund, som også først meget sent er blevet optaget i kennelklubberne.
BC'en er ved at udvikle sig til en rigtig modehund. Hvilket er både synd og skam. En BC er ikke en familiehund. I alt fald ikke for en almindelig dansk familie med børn og en otte-timers arbejdsdag. Den kræver mange timers fysisk og psykisk arbejde hver dag - helst reelt hyrdearbejde. Hvis hyrdeinstinktet ikke stimuleres, udvikler den let adfærdsproblemer. Den vil lære sig selv en masse unoder og kan blive aggressiv og jage alt og alle.
BC'en har et livligt temperament og bliver nemt stresset. Den har let ved at lære og er tæt knyttet til ejeren. Dens hyrdeinstinkt præger hele dens adfærd, og den kan blandt andet derfor bedst lide at arbejde på afstand af sin ejer.
Man bør undgå at stresse en BC med bold- og pindelege. Den skal have masser af mentale opgaver og problemløsning. Under træning bør man tale med lav stemme, og al indlæring skal foregå på en sjov og blød måde. Det er også nødvendigt med masser af venlig konsekvens, fordi BC'en har så let ved at lære - også det forkerte. Vær hele tiden på vagt over for stress-symptomer. Hvis man ikke bruger sin BC til hyrdning, bør man passe på med ikke at motionere den for meget. Det fører bare til en bedre kondition, men ikke en træt hund.
SANKT BERNHARDSHUNDEN
Sanktbernhardshunden tilhører gruppen af vogterhunde. Den stammer fra de schweiziske alper - helt præcis fra et kloster i Store Sankt Bernhardpasset. Rejsebeskrivelser, malerier m.m. dokumenterer, at den har eksisteret de sidste 300 år. Disse store hunde blev brugt som ledsagere på de afsøgninger, som munkene gik dagligt. Hundene fandt vejen i dårligt vejr, sporede nødstedte rejsende op, og i visse tilfælde gravede de dem også fri af sneen. Hvis hundene var ude på egen hånd, ledsagede de de rejsende tilbage til klostret. Sankt bernhardshunden har også været brugt som gårdarbejder og haft opgaver som vagt- og trækhund.
Sankt bernhardshunden er en utrolig dejlig hund, som indeholder mange kvaliteter. Det er en god familiehund - også for familier med mindre børn. Dens størrelse skaber automatisk en vis respekt - og så er den robust. Men det er naturligvis ingen begrundelse for ikke at lære selv meget små børn at omgås hunde fornuftigt! Det er en venlig og godmodighed hund, som har en god selvkontrol. Den er rolig og temmelig svær at stresse op. Selvstændig, men uden at være usamarbejdsvillig. Den er glad for at trække og egner sig faktisk godt til at gå spor (og den kan lide det). På ture vil den holde sig tæt på sin flok, men kan godt finde på at tage et fristende dyrespor i fuld fart.
Sankt bernhardshunden skal have regelmæssig motion. Den har brug for at leve tæt sammen med familien - om end den helst ligger et køligt sted. Den skal have opgaver for hovedet hver dag som for eksempel at gå spor efter mennesker eller træk-arbejde.
Arvelige og racerelateret sygdomme er til gengæld denne pragtfulde races helt store svaghed. Hofte-dysplasi (HD), albueled-dysplasi (AA), hjerteproblemer, allergier er hyppigt forekommende i racen. Også de mange hudfolder i hovedet, man efterhånden har avlet frem, giver problemer med kløe, svamp og eksem. Og så savler den meget og snorker. Man skal også passe utrolig godt på en sankt bernhardshund under opvæksten - det første 1½ til 2 år - hvor den skal beskyttes imod overbelastning. Ikke for lange ture, ikke for mange trappe, ikke for megen leg med andre hunde - og så må den endelig ikke blive overvægtig.
Under træning skal man også tage hensyn til hundens skelet og ikke lave for mange stillingsskift. Lær altid en sankt bernhardshund at stå ved for eksempel vejen frem for, at den skal sætte sig og rejse sig hver gang. Træn altid i korte seancer - både af hensyn til skelettet og koncentrationen - og brug lækre godbidder. Hårde træningsmetoder er bandlyst til en sankt bernhardshund, da det kan gøre den aggressiv. Tidlig miljøtræning, hvor sankt bernhardshvalpen får gode og positive oplevelser med mennesker og andre hunde, er også meget vigtig. Det kan forebygge den han-hundeaggressivitet, som jævnligt forekommer, og eventuel skarphed mod fremmed.
SIBERIAN HUSKY
Personligt synes jeg ikke, at der findes en smukkere hund end en siberian husky. Det skyldes nok, at den stadig ligner ulven så meget. Og det er ikke kun på udseende, at huskyen ligner ulven. I en engelsk undersøgelse blev en række racer undersøgt for, hvo r mange af 15 udvalgte ulve-adfærdsmønstre, der stadig fandtes nedarvede. Siberian huskyen toppede listen med 15 ud af 15.
Huskyen tilhører gruppen af træk- og slædehunde. Den har oprindeligt været brugt som trækhund af nomadefolket, chucihierne, i det østlige Sibirien til transport af last og mennesker. Omkring 1908 bragte en pelsavler hundene til Alaska. På det tidspunkt blev der allerede afholdt hundeslædeløb, og de hurtige huskier viste sig snart at være uovervindelige. De vandt både mange løb og amerikanernes hjerter. Det var også et spand af huskier, som reddede byen Nome under en difteri-epidemi, ved at transportere serum over en afstand på mere end 1000 km. Verdens længste slædehundløb, " The Iditarod Trail Sled Dog Race ", er i dag et højdepunkt blandt hundeslædekører fra hele verden.
En siberian husky er en urhund med mange af ulvens egenskaber. Den er meget social og afhængig af sin flok. Den egner sig ikke til at stå i alene i en hundegård, men bør leve i tæt kontakt med familien. Den stærke flokfølelse gør også, at huskyen kan have svært ved at være alene hjemme. Den er oftest glad for fremmed mennesker, men det er ikke unormalt, at den voksne hund er lidt reserveret. Huskyen skal også være venlig mod andre hunde, da aggressivitet mellem hundene i et spand ville ødelægge samarbejdet.
På trods af dens store flokfølelse er en siberian husky ikke en udpræget samarbejds-hund. Den gør kun det, som betaler sig for den. Du kan ikke tvinge den til noget, og den ødelægges af hårde træningsmetoder. Brug masser af motivation i form af små lækre godbidder af kylling, lever og andet. Advanceret lydighed bliver aldrig dens stærke side. Men når det kommer til at trække, lærer huskyen let og er meget samarbejdsvillig. Det er meget svært at lære en husky at gå uden snor. Dens jagtinstinkt er meget intakt, og dens interesse i vildt er stor. Og når den først smutter, tager det lang tid, før den kommer tilbage - hvis overhovedet.
En husky er først og fremmeste en brugshund - en trækhund - selvom den også har masser af gode familiehundekvaliteter. Den har brug for en masse fysisk motion flere gange om ugen, og den bør have mulighed for at arbejde med at trække, da det er meningen med livet for den. Det er da også mit indtryk, at mange husky-ejere bliver interesseret og engageret i denne lidt ukendte hundesport.
BEDLINGTON TERRIER
På en af de opfordringer, som jeg efterhånden får flere og flere af - og tusind tak for det - fortæller jeg denne gang om den lidt ukendte terrier: Bedlington terrieren.
Bedlington terrieren stammer fra Bedlington i England. Sidst i 1700-tallet havde man i området ved Rothburyskovene ved den skotske grænse kendt til nogle hurtige og effektive terriere gennem nogen tid. Disse terriere blev fremhævet for deres arbejdskvalitet. De var gode til at jage vildt op og holde skadedyrene i ave.
Hundene forsynede deres ejere, sigøjnere og fattige bjergarbejdere, med vildtkød og værdifulde odderpelse, som ikke blev erhvervet på lovlig vis. Terrier var nemlig en god krybskyttehund, fordi den var både lille, hurtig og lydløs. Familierne tjente også lidt ekstra penge på at lade deres hunde deltage i væddeløb, hundekampe mod terrier eller andre dyr og ved at leje dem ud ved høsttid til at holde laderne fri for rotter. Det er disse terriere blandet med whippet, odderhund og dandie diamont terrier, som Bedlington'en menes at stamme fra.
En ulv i fåreklæder. Sådan kaldes Bedlington'en ofte. Og det skal forstås både bogstaveligt - den ligner et fromt lam - og i overført betydning, da den besidder alle de klassiske terriertræk: stædige, livlig, overmodig, kort lunte og stor kamplyst.
Bedlington'en er meget interesseret i jagt. Den jæger gerne og dræber havens fugle til stor bekymring for ejeren. Hvis man har flere Bedlington'er sammen, kan man se et meget socialt og veltilrettelagt jagtmønster, når en af havens fugle skal jages. Dens store jagtinteresse gør også, at den kan være svær at have løs på gåture. Man skal også sørge for, at haven er godt hegnet ind. Hegnet bør være mindst 1½-2 meter, da Bedlington'en er særdeles adræt og bare hopper op og sætter af på hegnet.
Bedlington'en er også en meget kærlig, tillidsfuld, nysgerrig og legesyg hund, der har brug for socialt nærhed fra dens ejere. Ejere af en Bedlington bør være mennesker, som godt kan lide, at der er lidt 'gang i den'. Bedlington'en er også meget vagtsom og modig. Skyhed, nervøsitet eller andre former for ængstelighed må ikke forekomme. Den er godt til at tilpasse sig og trives både som byhund og på landet.
Bedlington'en har brug for meget aktivering og motion, og den bør dagligt have mulighed for at komme på gåture, hvor den kan slippes løs. Den elsker at løbe omkring og har en hurtighed og en elegance, som ikke ses hos andre hunde.
Det er en hund, som lærer let og meget let stresser. Træn stille øvelser, problemløsning og bandlys alle former for stressende lege som boldkast, træklege m.m. Ignorere hunden, hvis den stresser omkring. Vær hurtig med belønninger og ros - det er en meget hurtigreagerende race. Brug aldrig hårde træningsmetoder. De er gode til agility, men pas på stress. Lad dem gerne gå spor, schweiss-spor, lydighed og væddeløb. Husk at afstresse hunden efter løbet. Herudover er det vigtigt at starte allerede, mens Bedlington'en er hvalp, med at lære den at gå løs.
Kilde: Racebeskrivelse for Bedlington terrieren af Bitta Wöhliche og artiklen "Bedlington-historie" af Ken Bounden , redigeret af Lasse LB. Jensen
DOBERMANN
Dobermann'en som race blev grundlagt af hundefangeren Friedrich Louis Dobermann i begyndelsen af 1870'erne i Tyskland. Blandt de hunde, han fangede ind, havde han en ynglingshund - en blandingstæve, som han parrede med en slagterhund fra Thüringen - en slags forfader til rottweileren. Han fandt også andre mærkværdige hunde, som han brugte i avlen. Der skulle være blandt andet være både weimaraner, manchester terrier, rottweiler og greyhound i dobermann'en. Inden længe fremkom der nogle ensartet, mellemstore, terrier-lignende hunde, der var meget skarpe. De blev kaldt Dobermann's hunde.
Dobermann'ens arbejdsbaggrund er meget blandet. Hundene var meget vagtsomme og blev brugt til at vogte beboelse og kvæg. Men de var også gode hof- og stuehunde. Herudover har dobermann'en været brugt til råvildtsjagt, og det var - og er stadig - en glimrende jagthund. Politiet tog også tidligt denne race til sig, og den er derfor avlet en del til forsvarsarbejde.
Dobermann'en vil gå i døden for den eller det, den vogter. Den er meget modig, nervefast og har en medfødt skarphed. Dog må den ikke have en kort lunte og skal som alle tjenestehunde advare, inden den bider. Den er smidig, hurtigt og følsom og modnes psykisk sent. Det er en arbejdskrævende hund, der er meget udholdende både fysisk og psykisk. Den har brug for en rolig, men vedholdende hånd, regelmæssig og rigelig motion og masser af mental aktivering. Det er ikke en race for dovne eller nervøse mennesker. Og racen kan heller ikke anbefales til førstegangshundejere.
Det er også en hund, der er sjov og spændende at arbejde med, men som derhjemme nyder den at sidde på skødet. Dobermann'en er en samarbejdsvillig, kærlig og kontaktsøgende hund, som har behov for masser af menneskelig nærhed. Den nyder et aktivt hundeliv, men ligger også gerne i sofaen sammen med sin familie. Der kan være nogen hanhundeaggressivtet hos dobermann'en, men en tidlig og positiv tilvænning til andre hunde og mennesker kan forebygge problemet.
Leg ikke kamplege med en dobermann - det kan udvikle den medfødte skarphed. Tal roligt og brug rolige bevægelser i omgangen med en dobermann både til hverdag og træning. De udvikler let stress, hvis de trænes forkert. Vær venlig, men konsekvent og opbyg et forhold gennem tillid og kontakt. Vold og straf vil kun skærpe en eventuel aggressivitet og øge hundens stressniveau. Lad heller aldrig en dobermann stå i hundegård, da det kan udvikle vogteregenskaberne til en egentlig aggressivitet. Og tænk på, at dobermann'en let kommer til at fryse, fordi de ikke har underuld.
Der findes en del sygdomme i racen. Mange har problemer med mavevendinger. Giv derfor aldrig en dobermann mad, inden den skal ud at gå tur eller på anden måde være aktiv. Helst skal den søge sin mad på græsplænen. De gør den også mentalt træt. Også hjertesygdomme er udbredt i racen.
En dobermann kan bruges til stort set alt hundesport. Men vær opmærksom på stressniveauet. Rolige aktiviteter som spor og søgearbejde er at foretrække frem for for eksempel agility m.m.
Kilde: Raceprofil udarbejdet Katja Jerichau Hansen.
KAUKASISK OWTCHARKA (HYRDEHUND)
På opfordring skriver jeg denne gang om en af de meget sjældne hunderacer, kaukasisk owtcharka (hyrdehund). Faktisk er den så sjælden, at der for tiden ikke er nogle af dem i Danmark. "Heldigvis" har racerepræsentanten fortalt mig. Han mener ikke, at denne race er egnet som familiehund - næsten uanset, hvor hundekyndige ejerne er.
Den kaukasiske owtcharka stammer fra Kaukasus - det bjergrige land, der ligger mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den hører til gruppen af vogterhunde og har gennem mindst 600 år hjulpet hyrden med at vogte og forvare fårene mod tyve og store rovdyr som ulve og leoparder. Senere fik andre øjnene op for disse hundes egenskaber, og der blev avlet målrettet på racen i de statsdrevne kenneler i Sovjetunionen. Den blev herefter brugt som tjenestehund i militæret og af politiet, men også som vagthund i stormagasiner m.m.
I 1960'erne kom den kaukasiske owtcharka til Østtyskland, hvor den blev brugt som grænsevagthund langs især Berlinmuren. Da muren faldt i 1989, blev de ca. 7.000 patruljehunde 'frigivet', og mange fik nye hjem rundt om i Tyskland. Der avles også i dag målrettet på racen i Tyskland.
Den kaukasiske owtcharka er en stor, muskuløs og kraftig hund med masser af pels. Den vejer mellem 45 og 70 kg og bliver op til 72 cm høj. Den er velafbalanceret og har et roligt temperament, men den er også reserveret, mistænksom og aggressiv over for fremmed. Det er en modig hund med et meget stærkt terriorieforsvar, den vogter skarpt og bider uden af advare. Som vogterhund er den avlet til at løse problemer på egen hånd uden hjælp fra hyrden. Det er derfor en meget selvstændig hund med en stærk vilje. Racerepræsentanten fortalte, at det stort set var umuligt at lære den noget som helst. Ikke desto mindre bruges den stadig den dag i dag både som tjenestehund og vogterhund.
Det er en hund med et lavt aktivitetsniveau, og for en uvedkommende ligner det en doven flegmatisk hund. Men den er i stand til at eksplodere i løbet af det sekund, den opdager, at der er fare på færde.
Alle hunde kan lære noget. Men med vold og tvang kommer man ingen vegne - slet ikke med en vogter hund som den kaukasiske owtcharka. Dertil er de alt for selvstændige. Man opnår kun at skærpe aggressiviteten over for mennesker. Der skal trænes i korte perioder og med lækre godbidsbelønninger. Ofte vil de gerne gå spor, men man bør også træne meget samarbejde. Kamplege er bandlyste, da det skærper aggressivitet. Hundene skal opdrages roligt og venligt, men med meget konsekvente grænser. Hos unghundene er det en god idé at styrke muskulaturen ved at gå ture i kuperet terræn.
DOGO ARGENTINO
Denne gang kigger vi igen nærmere på en af de mere sjældne racer, Dogo Argentino. Jeg har arbejdet med racen i forbindelse med en opgave, jeg har skrevet, og jeg synes, det er en meget fascinerende race med mange spændende egenskaber.
Dogo Argention er en af de få racer, som udviklet i Sydamerika. Man mener, at racen blev grundlagt i Cordoba, Argentina. I dette område blev der i slutningen af 1800-tallet arrangeret mange hundekampe. Disse hunde var enten hvide eller hvide med sorte pletter i hovedet og på kroppen, og de var karakteriseret ved deres vilje til at vinde kampene, at de ikke følte smerte under arbejdet, at de ville kæmpe til døden og så deres udholdenhed.
Deres popularitet faldt dramatisk, da hundekampe blev forbud i starten af 1900-tallet. Men Antonio Nores Martinez brugte disse kamphunde som grundlag for en ny race: Dogo-Argentino. Han startede et egentligt avlsprogram i 1920 med det formål at skabe en modig hund til jagt på vildsvin og puma. Den 2. december 1956 blev Antonio myrdet under en jagt. Han bror Augustin Nores Martinez overtog hans arbejde og fortsatte det til sin død i 1978.
Dogo'en er barn af en gammel kamphunderace, men falder i dag mere ind under kategorien af selvstændig drivende jagthunde. Antonio Nores Martinez redefineret deres kampegenskaber - nu var modstanderen ikke længere en hund, men et vildsvin eller en puma. Han ville skabe en hund, som man kunne gå på jagt med om lørdagen, på udstilling med om søndagen og som så resten af ugen var en god familiehund.
Dogo'en er en kraftig og muskuløs og atletisk hund med en ekstrem god balance. Den er modig, intelligent, selvstændig og har masser af selvtillid. Den er også meget velafbalanceret og har derfor ikke behov for at forsvare sig selv. Den har stor modstandskraft og udholdenhed, har en god hørelse, et godt syn, en god næse og en særdeles høj smertetærskel. Den har mere brug for oplevelser end egentlig motion og skal helst være med ejeren hele tiden.
Dogo'en er lang tid om at modne mentalt og bliver først voksen omkring tre års alderen. Det er en stille og selvsikker hund med en høj tolerancetærskel. Det er vigtigt at være meget opmærksom på den høje tolerancetærskel, for overtrædes den, tændes dogo'ens kampinstinkt med al dens kraft og styrke. En dogo er meget svær at stresse, fordi den til enhver tid skal bevare overblikket. Efter en ophidselse falder den hurtigt ned igen - det er en egenskab, som har været helt afgørende. For man kunne ikke have, at hundene kom op og slog på grund af stess/ophidselse, når vildsvinet var dræbt,
Dogo'en er en meget loyal hund, som er stærkt knyttet til flokken/familien. Hvis man har et godt forhold til sin dogo baseret på tillid, har man en hund, som vil gå gennem ild og vand for en. Den tilpasser sig nemt nye miljøer, og hvis den stoler på sin ejer, følger den bare med. En dogo skal også helst bo sammen med en eller flere andre hunde - den er meget social og har brug for selskab fra artsfæller.
Dogoen er meget nysgerrig og opsøger gerne ting på egen hånd, som den synes er spændende. Den er meget selvstændig og ikke bange for at gå væk fra ejeren. Det er også en meget oprindelig hunderace med stærke instinkter og et tydeligt sprog. Den er revirforsvarende og kan finde på at løbe og gør langs hækken. Men folk kan dog godt komme ind, når ejeren har sagt ok for dem. Aggressivitet over for fremmed hunde forekommer. Især tæver omkring løbetiden. Racen har brug for meget socialisering fra hvalp af med så meget kontakt med andre dyr, mennesker og MEGET vigtigt andre hunde som muligt.
Det er absolut forbudt at opdrage og træne en dogo med hårde metoder. Lige så modig og hård dogo'en er, når den arbejder, lige så blød er den sammen med flokken. Som ejer af en dogo skal man være taktfuld og meget tålmodig under træningen. Herudover skal ejeren også være lidt af en ekspert i hundetræning for at fastholde en dogo's koncentration. Især har den en svær periode omkring kønsmodning på grund af en meget stæk seksualdrift. Noget af det vigtigste at lære en dogo er at give slip. Det er der brug for, fordi dens instinkt gør, at den holder byttet i et solid greb. Dette er en gammel garanti mod at blive dræbt i kampen med byttet.
Det, dogo'en er allerbedst til, er næsearbejde, og det skal den meget gerne stimuleres med. At lave næsearbejde med sin dogo er garanteret at blive en succes. Her får man alt serveret, da det at arbejde med sin næse, er motivation nok i sig selv for dogo'en. Vær meget opmærksom på ikke at træne for længe - ingen hunde tåler det, men slet ikke en dogo. En dogo vælger selv til og fra - så arbejdet med den skal ske ud fra princippet om: "Hvis du gør mig en tjeneste, så gør jeg dig en tjeneste".
Dogo'en bruges i dag både til lydighed, agility, sporarbejde og som vagthund. Og på den amerikanske østkyst er der dogo'er med i det korps af terapihunde, som besøger plejehjem og handicapinstitutioner. Herudover er dogo'en også trænet som politi- og narkohund i Argentina, Frankrig og USA.
En dogo argentino kræver en oplevelsesglad og meget ansvarsbevidst ejer, der også ved en masse om hunde og er god til at bruge sit kropssprog. Vedkommende skal et oprigtig ønske om at få lige præcis en dogo og ville beskæftige sig med den. Dogo'en er bestemt ikke en hund for førstegangshundeejere.
ENTLEBUCHER SENNENHUND
Sennen betyder sæter. Sennenhunde er arbejdshunde fra de schweiziske bjerge. Entlebucheren er den mindste af de arbejdshunde og opkaldt efter en dal i kantonen Luzern. De tre andre sennehunderacer er: appenzeller, bernersennen og grosser schweizer sennenhund, hvoraf kun berneren er langhåret. Den første beskrivelse af entlebucheren finder man i 1889, men i en lang periode blev der ikke skelnet mellem appenzeller og entlebucher. Der er uenighed om, hvor sennenhundene stammer fra. Nogle mener, at de blev bragt til Schweiz af romerne som mange andre molosser i Europa, andre fører dem tilbage til fund af rester af landsbyhunde fra den tidlige stenalder. Kranieformen på disse hunde var meget lig den nuværende for entlebucheren og appenzelleren. Under alle omstændigheder har entlebucheren været brugt som en allround arbejdshund på de schweiziske gårde. Entlebucheren kom først til Danmark i 1985, og i dag er der ca. 25 entlebuchere i landet.
Entlebucheren er en knapt middelstor, kompakt bygget hund af let langstrakt bygning. Den er trefarvet som de øvrige sennenhunde. Hannerne måler mellem 44-50 cm, mens tæverne måler mellem 42-48. Entlebucheren kan fødes med lang hale eller med stumphale. De kuperes desværre stadig nogle lande, men to stumphalehunde er aldrig blevet parret, fordi stumphalen altid er blevet opfattet som en hvirvel-deformation. Pelsen er en dobbeltpels (stockhaar) med en kort, hård og glansfuld dækpels og en tæt underuld. Grundfarven er sort med symmetriske aftegninger i rustbrunt og hvidt. Man bør ikke bade entlebucheren for tit, da det mindsker pelsens naturlige smudsafvisende evne. Entlebucheren klarer sig helt fint uden at komme i bad og lugter aldrig af "våd hund".
Entlebucheren er en udpræget arbejdshund, der ofte fødes med det naturlige instinkt for at drive kvæg ved hjælp af bid i hasen og glammen. Den er livlig, temperamentsfuld, selvsikker og frygtløs. Den er altid glad for at lave noget og lærenem, hvis den kan se et formål med det. Anskaffer man sig en entlebucher, skal man være indstillet på at bruge meget tid sammen med den og gøre dens liv spændende, aktivt og indholdsrigt.
Entlebucheren er af natur reserveret over for fremmede, men venlig og hengiven over for folk den kender. En tæt kontakt til familien er en livsnødvendighed for en entlebucher. Den tåler ikke at stå i hundegård, været lukket ude i et bryggers eller andre former for isolation. Det er også vigtigt at være opmærksom på, om hvalpen lige fra fødslen har boet sammen med mennesker. Et traditionelt kennelhold, hvor hundene holdes i små rum afsides fra familien, betyder en mangelfuld prægning og socialisering, og det ødelægger fuldstændig entlebucherens egnethed som familiehund. I Schweiz avles stadig arbejdshunde, der fødes og lever deres liv i kostalden og betragter køerne som deres flok. Disse hunde er ikke egnede som familiehunde.
Det, der kendetegner en entlebucheren er, at den let lærer let de ting, den selv har lyst til at lære, den er god til at opdrage mennesker til at gøre, som den gerne vil, den er et udpræget flokdyr med et udtalt hyrdeinstinkt. At være sammen med og holde sammen på flokken er livets salt, den vil altid være med, hvor der sker noget, den tager mange initiativer, når bare flokken er samlet, når den er alene, sover den, den "snakker" meget - især med mennesker, og har konstant øjenkontakt under samtalen, den lader sig ikke tvinge eller straffe til at gøre ret meget - så kan den selv finde på noget andet at lave og især hannerne er meget bevidste om eget værd, så der sættes tydelige grænser overfor andre hanhunde.
Oprindelig var dens hovedopgave at drive kvæget fra gården til sæteren og tilbage igen, finde forsvundne kreaturer, trække vognen til byen og holde uvedkommende væk. I dag er det kun få entlebuchere, der får lov til at løse deres oprindelige opgaver. I stedet bruges entlebucheren mest som familiehund, men den har mange gode brugsegenskaber. Entlebucheren har en veludviklet lugtesans. Den er meget interesseret i - og god til - at gå spor. Og så elsker den at arbejde og lære nyt. I Tyskland og Schweiz deltager mange entlebuchere i brugshundetræning på lige fod med både rottweilere og schæferhunde, men de uddannes også til rednings- og lavinehunde. På agilitybanen er det en både hurtig og adræt hund, der kræver meget af sit menneskes kondition og overblik. For entlebucheren er enhver ny udfordring lig med en spændende opgave.
Generelt set er entlebucheren en meget sund hunderace, men den lille population har givet nogle problemer med arvelige sygdomme. HD-fotografering er et krav inden en parring, og det har medført, at der nu kun er få problemer med HD i racen. Det er også et krav, at begge forældredyr er erklæret fri for øjensygdommene PRA og chatarakt. Da de sygdomme desværre tit først viser sig i 6-7 års alderen, er de svære at komme til livs og har en gang sat en stopper for avlen i Danmark. Man arbejder i øjeblikket på at udvikle en gentest for PRA, da en hund godt kan være bærer af sygdomen uden, at den viser sig. Derfor er PRA og chatarakt heller ikke det store problem for den almindelige entlebucher ejer.
Se entlebucheren på http://home.worldonline.dk/~piasevy/ , tekstkilde: Pia Johnsen
KOOIKERHONDJE
Denne måneds hunderace er den lille, nuttede kooikerhondje. Men tag ikke fejl. Det er en stor hund i en lille krop - og noget af et energibundt. Kooikerhondje er en gammel hollandsk race, som er opkaldt efter den fælde - kooikeren - som man tidligere brugte til at fange levende vildænder med ved de hollandske søer. Kooikeren har g ennem generationer været brugt til lokke ænderne ind i de fælder, der blev opstillet af fuglefængeren. Fælden bestod af et langt rør lavet af net (tror jeg nok). Ænderne kunne komme ind i røret, men de kunne ikke se, hvad der var i den anden ende. Det var så kooikerhundens opgave at lokke ænderne så langt ind i røret, at fuglefængeren kunne lukke af for dem og drive dem til fælden i slutningen af røret.
På jægerens signal begyndte kooikerhunden at fjolle rundt, lave krumspring og løbe omkring på en sådan måde, at det fangede ændernes opmærksomhed og gjorde dem nysgerrige. Det var især hunden hvide og buskede hale, der tiltrak ændernes opmærksomhed. Måske troede de, at det hvide glimt udgjorde en fare, men var ikke helt sikre og ville lige se nærmere efter. Når ænderne kom nærmere, løb hunden ind i røret, hvor den løb hid og dig og var synlig i mørket. For ænderne så det ud som om, at hunden flygtede fra dem. Og de gik i gang med at 'jage' den endnu længere væk. Når ænderne mistede interessen og ville vende tilbage, var vejen afskåret fra dem - blokeret af fuglefængeren. Med et net ovenover dem og jægeren bag dem kunne de ikke andet end at bevæge sig fremad mod fælden. På den måde kunne man fange hele flokke på én gang. Ud over at være jagthund fungerende kooikeren også som medhjælper på gården, hvor den var vagthund og fangede rotter og mus.
Der findes stadig ca. hundrede andelokkesteder i Holland i dag, hvoraf de fleste bruges til videnskabelige undersøgelser. I en del af dem arbejder fuglefængeren som tidligere med sin hund. Men nu med det formål at give ænderne ringe på til forskning i fugletræk.
Kooikeren er en glad hund med selvtillid. Den er intelligent og har et højt energiniveau. Af natur er den noget forbeholden og reserveret over for fremmed mennesker og andre hunde. Men når den først kender folk, er den meget loyal. Det er utrolig vigtigt at socialisere sin kooikerhvalp tidligt og alsidigt, så den overvinder den medfødte reserverthed over for alt, hvad der er fremmed for den. Da det er en jagtrace, holder den meget af livet i det fri og har brug for regelmæssig motion for at være glad og velfungerende. Kooikeren er oprindeligt lavet til at arbejde meget: jagt og gårdarbejde, og den har derfor et næsten utrætteligt behov for at blive beskæftiget og aktiveret med mentale opgaver. K edsomhed får dem til selv at finde på noget at lave - og det er tit unoder.
Kooikerhunden er en vagtsom hund, men den vogter ikke støjende. Det er også en følsom og intelligent hund med sin egen vilje. Men den tåler ikke, at man råber af den eller bruger hårde voldsomme metoder. Det knækker den totalt. Venlig konsekvens er nødvendig. Da kooikeren er en lille og spinkel hund, og fordi den er meget følsom, er den ikke velegnet at have sammen med små børn eller dårligt opdragede børn, som er voldsomme mod hunden.
Start træningen og socialisering så tidligt som muligt og gør det sjovt. Træn i korte sekvenser. Klikkertræning kan varmt anbefales til en kooiker. Kooikeren er stadig meget glad for vand og bør jævnlig have lov til at svømme og lege i vandet. Den har også brug for meget fysisk motion og mental aktivering for dække dens høje energiniveau, og det er afgjort ikke en hund for inaktive mennesker. Kooikeren er også meget glad for apportering og bør ofte have små bæreopgaver. Ellers kan kooikeren bruges til lidt af hver både spor, agility, lydighed, freestyle (lydighed til musik) m.m. Du kan se en kooikerhondje her: http://www.kooikerhondje.dk
SCHAPENDOES
Schapendoes er en gammel hollandsk hyrdehunderace. Navnet er sammensat af to hollandske ord: SCHAPEN der betyder får, og DOES som betyder hund, der er krøllet. Schapendoes kan altså oversættes med langhåret, letkrøllet fårehyrdehund. Den er beslægtet med bearded collie, puli, polski owzarek nizinny, old english sheepdog, briard og bergamasco. Hannerne måler mellem 43 og 50 cm, mens hunner måler fra 40 til 47 cm.
I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900 var der schapendoes overalt i Holland, hvor der var får og hyrder. Hyrderne brugte den som hyrdehund på får og værdsatte den for dens arbejdsglæde og store indlæringsevne. Under anden verdenskrig var racen ved at uddø, men i et samarbejde mellem erfarne opdrættere og genetikforskere lykkedes det at genopbygge racen. Da fåreflokke før hen ofte fandtes i afsides områder, skulle racen have en stor udholdenhed og hurtighed. Også anlæg for at spring, intelligens og evnen til at arbejde selvstændig var meget vigtig. Dette er alle egenskaber, der er intakte hos racen den dag i dag. Schapendoes er en livlig, intelligent og selvstændig hund. Den er vagtsom og reagerer på 'fare' ved at gø. Det er en glad og lærevillig hund, som er meget loyal over for familien.
En schapendoes har brug for en del motion og bør hver dag have mulighed for at komme steder hen, hvor den kan løbe uden snor. En schapendoes trives bedst i en sporty familie - gerne med andre dyr og børn. Men det er ikke en god ide at få en schapendoes, hvis den hver dag skal være alene hjemme hele dagen. En schapendoes egner sig godt til lydighed og især agility på grund af dens medfødte evne til at springe. Den holder også meget af at svømme og er en god apportør.
Schapendoes har en del pels og kræver jævnlig pelspleje for at holde pelsen i orden. I den forbindelse skal man være opmærksomme på, at mange hyrdehunderacer er lidt pivet over for berøring af pelsen. Derfor er det vigtigt at lære hunden at kunne lide at blive børstet, fra den er helt lille. Det vænnes den til gennem træning og hyggeligt samvær med masser af kæl og godbidder, når den skal børstes. Det er vigtigt at trappe børstningen op langsomt og gradvist, hvor man starter med at børste den højst et par minutter ad gangen - gerne flere gange om dagen. Går man får hurtigt frem, bliver det snart til en kamp, når børsten tages frem.
Du kan se en schapendoes på www.schapendoes.dk/dandedoes - enormt flot website.
BOXEREN
Boxeren har en lang historie bag sig. For omkring 200 år siden var der hunde i både Tyskland, Holland, Frankrig og England, som lignede boxeren. Men boxeren, som vi kender den i dag, stammer fra Tyskland. I begyndelsen blev den brugt til vildsvinejagt, hvor den store bredmundet hund bed sig fast i byttet og holdt det fast, til jægeren kom og dræbte dyret. Den brede mund var med til at sikre, at hunden kunne få luft imens.
Senere blev den brugt som kvægdriver og medhjælper på gårde, hvor den 'gik til hånde' og vogtede husdyr og ejendom. Antageligt har boxeren også været brugt til tyre- og hundekampe. Racens popularitet tog til i starten af 1900-tallet, hvor det tyske politiet begyndte at bruge race som politihund. Og stadig den dag i dag er boxeren en skattet brugshund rundt om i hele verden.
En boxer er her og der og alle vegne. Det er en umådelig glad, hoppende, legesyg og 'fjollet' hund, som forbliver 'hvalpet' langt op i årene. Den er tro og loyal mod sin familie, modig og en god vagthund. Det er en livlig, hurtig og udholdende hund, som 'tåler' meget. En boxer har behov for meget motion, masser af socialt samvær med flokken/familien og for lege og fjolle. De har som regel let ved at lære ting, men træningen bør foregå i korte sekvenser, og belønningerne må gerne være noget med fart og glæde i. Men pas på ikke at stresse hunden.
Boxeren er en hund, der er med masser af gang i, den savler, og når den ryster hovedet, ryger savlet rigtig langt væk og højt op, den hopper og danser meget og er stor og tung, når den lander op ad en. I bøgerne står der, at det er en race for aktive friluftsmennesker, der har tid og lyst til at have en stor og krævende hund. Det anbefales også, at man har den samme form for humor som hunden.
Det nævnes også flere steder, at det er en race, som er god til børn. Men den slags udsagn skal altid tages lidt varsomt, da alle hunde skal lære at omgås børn og have masser af positive oplevelser med dem, før de kan siges at 'være gode til børn'. Dog er jeg ikke i tvivl om, at boxeren er en dejlig familiehund for den aktive familie, som har tid og overskud, ligesom det er en alsidig brugshund. Du kan se en boxer på http://enci.jabu.dk
PYRENEERHUNDEN
Pyreneerhunden stammer fra Frankrig fra bjergkæden Pyrenæerne. Det er en stor og imponerende hund (hannerne bliver 70-80 cm høje, hunnerne 65-72 cm), som er beslægtet med flere af de store vogterhunderacer, som findes i Mellemeuropa. Pyreneeren har altid været en vigtig hund for mennesker med dyreflokke som for eksempel får, som den har beskyttet mod både tobenede og firbenede fjender. I vores dage holdes racen hovedsagelig som selskabshund rundt om i hele verden. Men man er dog igen begyndt at bruge dem til at beskytte fåreflokke mod f.eks. ulve.
Pyrenéerhundene har fra starten været brugt som vogterhunde. De levede et liv i bjergene med deres fåreflok, som de beskyttede mod ulve, bjørne, losser m.m. Den har ikke været gård- eller hushund, men fødes og dødede på sin post i bjergene. Om aftenen, når hyrden gik hjem med sin pyrenæiske hyrdehund, tog den kraftigere pyreneer over. Med jævne mellemrum patruljerede den området omkring fåreflokken og gøede for at sige "her er jeg". Mere var der ikke brug for. Et rovdyr skulle være meget sulten for at give sig i kast med denne hund.
Mennesket avlede på hundens flok-egenskaber og forstærkede det. Hvalpene blev tidligt sat ud i fåreflokken og kom til at betragte den som sin flok. Den beskyttede derfor flokken, når der kom fremmed, men det var ikke ud fra et jagtinstinkt, men ud fra dens forsvarsinstinkt.
Arbejdet var meget selvstændigt, fordi hundene tit blev efterladt alene med fårene. Det har krævet hunde, der på den ene side var så rolige, at de letskræmte dyr ikke blev bange for dem, og på den anden side vagtsomme, selvstændige og i stand til at tage initiativ, hvis noget truede flokken. Til forskel fra de deciderede hyrdehunde var der ikke tale om et samarbejde mellem hund og ejer. En hund, der først skulle have en ordre fra sin ejer, duede ikke under disse forhold. Denne fortid præger stadig racen. Også nutiden pyreneere er meget selvstændige, og de kan virke noget stædige.
Derfor er en pyrenéer en selvstændig hund med sin egen mening om tingene. Den bliver aldrig en lydige slave, men hvis man kan acceptere det, eller endnu bedre ligefrem lide det, får man en dejlig kammerat. Pyreneerhunden er en god familiehund, almindeligvis venlig og glad for børn, når den har været sammen med dem og fået gode oplevelser med dem, fra den var hvalp. Det er en hund, der knytter sig meget til sin familie. Og selv om den gerne opholder sig meget ude - også når det er koldt - har den brug for megen kontakt med familien, ikke bare som sofahund, men i lige så høj grad i form af en rask travetur. Pyrenéere kan være ret livlige og har brug for en del motion, specielt de første år, til gengæld er de normalt rolige indendørs.
Pyreneerhundens medfødte selvsikkerhed gør, at de betragter verden lidt fra oven og med ophøjet ro. De er velfungerende i børnefamilier på grund af deres urokkelig ro og ringe anlæg for at stresse. Man ved præcis, hvor man har dem.
Pyreneerhunden har brug for at få regelmæssig motion, at leve tæt sammen med familien, gode muligheder for at komme ud, men den skal ikke stå bundet af. Det er en loyal og venlig familiehund, men den er reserveret over for fremmed. Det er også modig og så vogter den. Den har et stort territorie, som den stadig patruljerer, og man bør være påpasselig med at sikre, at der ikke er let adgang til hunden, når den opholder sig udenfor.
Man skal ikke regne med at kunne have en pyrenéer gående i en uindhegnet have. En del pyreneere har tilbøjelighed til at strejfe. Bedst er det, hvis haven er velindhegnet allerede, når hvalpen flytter ind, så den aldrig lærer, at den kan komme ud. Nogle pyrenéere har tendens til at gø meget, specielt hvis de keder sig. Derfor kan man heller ikke regne med at lade hunden være ude, når man ikke er hjemme, hvis man har naboer tæt på.
Pyrenéeren er en intelligent hund, der ikke har svært ved at lære, men at gentage en øvelse mere end to gange, gider den ikke. Man kan lære en pyrenéer meget, men 100% lydig som f.eks. en schæfer skal man ikke forvente, at den bliver. Specielt indkald volder ofte problemer og ikke alle pyrenéere kan lære at gå løse.
Som pyreneerejer skal du være enormt tålmodig - stres, ophidselse, vold og tvang fører ikke til noget som helst. Arbejd med meget gode godbidder, som hunden er interesseret i. Du skal nok ikke regne med at opnå de store resultater inden for lydigheder, agility m.m.. Men for sjov og som hyggeligt socialt samvær, så 'længe' hunden gider, kan du godt gå til dens slags træning. Men lad det være sagt med det samme den store brugshund bliver pyrenéer aldrig - den trives allerbedst, når den har mulighed for at gå frit ude og inde, som den har lyst, og et godt stort område, den kan patruljere, og en familieflok, den kan være knyttet til. Du kan se en pyrenéerhund på www.greatpyrenees.com/
Kilder
http://home.no.net/laugtun/pyreneerhund_som_buskapsvokter.htm
www.greatpyrenees.com/
• "Välj rätt hund" af Charlotte Swanstein.
• Racespecial" af Per Langö, Åsa Ahlbom og Agneta Geneborg.
BORDER TERRIER
Af Jeanette Clausen, adfærdsbehandler og træner i Terrierklubben
Border terrieren - også bare kaldet borderen - var tidligere kendt som The Coquetdale terrier. Senere fik borderen sit nuværende navn, som hentyder til, at den stammer fra grænseegnene mellem England og Skotland, også kaldet The Border district. Familienavnet terrier kommer af det latinske ord "terra", som betyder jord og henviser til, at hundene blandt andet arbejder under jorden, hvor de jager rovvildt.
De små terriere, som levede i områderne omkring England og Skotland, blev i begyndelsen af middelalderen betragtet som underklassens køtere, fordi det dengang kun var tilladt overklassen at jage med store jagthunde. Man var overhovedet ikke interesseret i de små terriers udseende, men udelukkende i deres brugsegenskaber. Derfor havde de også et meget forskelligt ydre. Dengang havde man netop brug for hunde, som kunne jage skadedyrene væk, og det var de små terriere formidable til. De selvstændige terriere jagede høns- og lam stjælende ræve væk fra gårdene. Mus og rotter, som ødelagde kornet, blev også hurtigt "ekspederet", når de stiftede bekendtskab med hundene. De blev dog også populære hos herremændene, fordi deres evner som ræve- og odderjægere var i top.
Forfædrene til borderen, som vi kender den i dag, stammer fra det engelske/skotske område ved Northumberland og Roxburgshire. En forklaring på borderens udvikling er, at den simpelthen "bare" er en terrier, som blev opdrættet til jagt gennem flere hundrede år i et isoleret område (The Border District), og på den baggrund har udviklet en individuel type. Borderen menes at være beslægtet med Dandie Dinmont og Bedlington terrieren, og nogle mener endda, at de har samme stamfader: Rothbury terrieren Flindt (født 1878). Der hersker stadig tvivl om, hvorvidt Lakeland terrieren også har haft en "pote med i spillet".
En ting er dog sikkert - det ikke er så sært, at borderen - dengang som nu - har ry for at være sej modig, modstandsdygtig og skarp over for småvildt. I 1873, da den engelske kennelklub blev grundlagt, fik border terrieren sit nuværende navn, men blev dog først godkendt som race i 1920. Den første danske border menes at være registreret i 1958! "Border Terrieren ligner nærmest en køterblanding. Racen har en god karakter, men vinder ikke frem". Sådan beskrives border terrieren af E. Soya-Jensen i en bog fra 1935 . Måske har racens naturlige udseende været dens redning fra at blive modehund! For heldigvis har borderen bevaret sit naturlige udseende og er ikke blevet ødelagt af udstillingshysteriet.
Borderen bliver heller ikke i dag kun betragtet som en udstillingshund, hvilket desværre er hændt for nogle af de andre terrierracer. Den bliver på den anden side heller ikke udelukkende betragtet som en arbejdende jagthund, men har formået at holde alle fire poter solidt plantet på jorden. Mange af de topvindende udstillingshunde bliver i dag også brugt til jagt. For at vinde certifikater på udstilling kræves en godkendt gravprøve, hvis hunden skal gøres til champion.
Borderen blev oprindeligt brugt til rævejagt, og det krævede stor udholdenhed at følge de ridende jægere en hel dag. Samtidig skulle den også have energi til at løbe ned i rævehulen og jage ræven op. Borderen blev desuden brugt til jagt på oddere, grævlinger, mus og rotter. Den blev dengang som nu brugt som skadedyrsbekæmper og arbejdede på egen hånd eller sammen med jægere. Borderen er hårdfør og modig og arbejder under jorden. Den er hurtig og smidig og kan vende i smalle passager. Borderen løber ned i rævegraven og bevæger sig igennem de smalle mørke gange, til den finder ræven. Den ikke skal angribe ræven, men jage den op af hulen til jægeren, som står parat med geværet.
Borderen er avlet til jagt, hvilket dens anatomi og funktion i øvrigt stadig bærer tydeligt præg af. Den er ca. 35 cm i skulderhøjden og vejer 5- 7 kg. Borderen er højbenet og udholdende og skal efter signende kunne følge en hest en hel dag. Brystkassen skal være smal nok til at forfølge ræven under jorden, og pelsen skal beskytte mod smuds og være vandafvisende. Tænderne skal være stærke nok til at forsvare sig, hvis ræven skulle finde på at angribe den. Borderen er ikke synderlig smertefølsom og arbejder ofte videre på trods af smerter.
En border er en alsidig og energisk arbejdshund. Den egner sig til forskellige former for jagt (især gravjagt) og som familiehund i den aktive familie. Den har stor interesse for småvildt og er en god skadedyrsbekæmper. Selvom borderen kan være skarp, når det gælder jagt, er det ikke det samme som, at den også er skarp i sit forhold til mennesket, for eksempel kan den være utrolig sårbar, hvis ejeren hæver stemmen.
Borderen er avlet til at kunne arbejde i flok med andre hunde og enes med dem under rævejagt. Det er derfor en forholdsvis omgængelig terrier - også over for andre hunde. Den starter sjældent et slagsmål, men vender heller ikke "den anden kind til", hvis den føler sig provokeret. At forholde sig til mennesker, hunde m.m. kræver - som alle terriere - en gradvis socialtræning lige fra hvalpeben af. Familiens kat og andre husdyr kan føle sig sikre, men uden for familieflokken regnes disse som potentielt jagtbytte. Borderen er arbejdsvillig, lærenem og vil gerne samarbejde med mennesket, hvis den får de rette betingelser. Den holder af at være sammen med flokken og er ikke glad for at være (længe) alene. Mange bordere kan lide at arbejde i vand og er gode svømmere. De er desuden selvaktiverende, temmelig opfindsomme og holder af at grave i jorden.
ROTTWEILEREN
Rottweileren stammer fra de gamle romerske hyrdehund kaldet stockhårede drivhunde. Når romerne drog ud på erobringstogter, var det at skaffe mad til hæren et af de helt store problemer. Derfor medbragte romerne deres eget kvæg og hunde, der havde til opgave at drive og vogte kvæget. Herudover fungerende de som stridshunde under slagene.
Rottweileren opstod som race i Tyskland i byen Rottweil, som var en af datidens store handelsbyer. Blandt andet rummede byen et af Centraleuropas store kvæg- og studemarkeder. S lagtere og studeprangere opdagede snart de romerske hundes gode driv- og vogteregenskaber, og der startede hurtigt både handel med og opdræt af hundene.
Rottweileren blev brugt til at vogte og drive kvæg og svin, men viste også evner som fårehund. Også som beskytter viste den store kvaliteter. Hvis kvæghandlerne havde værdier med sig, var det almindeligt, at de bandt dem fast i hundens halsbånd. Så var de sikre på, at de havde dem med sig hjem.
Trods racens mange fortrin, var den alligevel lige at uddø i det forrige århundrede. Jernbanen holdt sit indtog og overtog transporten af kvæg m.m., og så var rottweileren tilsyneladende overflødig. Der var dog stadig nogle slagtere og bønder, som havde beholdt deres hunde, og via et ihærdigt avlsarbejde overlevede racen. I begyndelsen af dette århundrede opdagede politiet så racen. Dens egenskaber var særdeles velegnet til polititjeneste, og den fik snart en renæssance.
Rottweileren er ikke en hund for førstegangshundeejere. Det er en udpræget brugshund, som har brug for meningsfulde, mentale opgaver og regelmæssig motion. Det er vigtigt, at den fra en tidlig alder får masser af gode oplevelser med andre hunde og mennesker og en kærlig og konsekvent opdragelse. Det er i bund og grund er en godmodig hund, men den kan let udvikle sig dårligt i de forkerte hænder.
Rottweileren er en meget arbejdsglad hund, der er særdeles velegnet som brugshund. Mange 'almindelige' hundeejere bruger den til brugshundekonkurrencer som IPO, spor m.m., men den kan bruges til alle former for hundesport og som familiehund hos kyndige ejere. Herudover er den meget udbredt som tjenestehund i politiet, Hjemmeværnet, vagtselskaber o.l.
Kilder: Rottweiler.dk, Rottweilerweb.dk, "Välj rätt hund" af Charlotte Swanstein.
KARELSKE BJØRNEHUND
Den karelske bjørnehund stammer fra Karelen, som er den del af Finland, som Sovjetunionen gjorde krav på. Her har den i århundrede været brugt som jagthund på større bytte som elg, bjørn, vildsvin m.m. Skovene i Karelen var enorme, og en jagt kunne vare flere dag. Derfor var det nødvendigt at have en hund med et lavt stofskifte, som kunne arbejde i lang tid på meget lidt foder. Hundene opsøgte selv vildtet, som de holdt oppe (stillede) med en vedvarende gøen, til jægeren nåede frem. Der kunne gå lang tid, før jægeren kom. Og det har krævet en vis skarphed og et stort mod at holde f.eks. en bjørn i skak i flere timer.
Ifølge Spidshundeklubbens hjemmeside er den danske karelske bjørnehund i dag en mere (temperamentsmæssig) afdæmpet udgave end den, man mødte for år tilbage. Opdrætterne har arbejdet med at dæmpe temperamentet, så det er muligt at have den under danske forhold. Men den har stadig en stor vildtinteresse, og den går på jagt, så snart den øjner en chance. Derfor kan det være meget svært at gå med den løs. Trangen til at undersøge, udforske og jage gør, at de ofte løber lidt langt væk.
Som følge af sin oprindelse er det også en hund, der kan gø meget. Og er den understimuleret, bliver det endnu værre. Den går også for at være en lidt skarp hund - ikke over for mennesker, men over for andre hunde. Spidshundenklubben siger, at den kan være utrolig barsk over for artsfæller, og at det er et særsyn at se to hanner gå sammen uden problemer. Hunhundene kan sjældent med andre end flokmedlemmer.
På spidshundeklubbens hjemmeside kan man også læse, at det er en hund, som aldrig glemmer. Har du en gang slået den, vil den altid huske dig for det. Bjørnehundens vilje er lidt som kattens, og den skal nok selv bestemme, hvad den synes er sjovt, og hvor længe det er sjovt. Det er en hund, som kan bruges til lidt af hvert, blot den trænes på den rigtig måde. Den skal ikke være din undersåt, men din kompagnon. Bjørnehunden skal kunne se et formål med de ting, der forventes af den. Hårde kommandoer og kæft, trit og retningsmanér er ikke vejen frem med en bjørnehund. Ved fælles forståelse (hunden og din) og gensidig respekt kan man få en fantastisk god og dygtig ven i en bjørnehund. Selv om racen ikke er særlig stor (antalsmæssigt), har de været set som både rednings-, brugs-, lydigheds- og agilityhunde. I dag er der også flere, der bruger dem til sporarbejde.
Ofte vil den knytte sig til hele familien, dog vælger den tit én specielt, som den vil værdsætte utroligt højt. Det er ikke en allemandshund og kan specielt ikke anbefales ældre og svagelige. Det er meget aktiv hund, som kræver en del tid og opmærksomhed og den passer derfor ikke ind i en i forvejen fortravlet hverdag med få "fritimer". Du skal ikke ret mange generationer tilbage, før du møder den aktive jagthund og derfor vil forståelse for bjørnehundens fortid, som aktiv storvildtjæger være en stor fordel.
Se en karelsk bjørnehund på http://www.spidshundeklubben.dk
Kilder
http://www.spidshundeklubben.dk - VIRKELIG god og informativ hjemmeside i øvrigt.
Racespecial - et särtryck af Per Langö, Åsa Ahlbom, Agneta Geneborg.
Aschehougs store hundebog.
LEONBERGEREN
Leonberger er lidt af en blandingshund. Og det er ikke sagt for at genere nogen. I Aschehougs store hundebog står ligefrem, at racen blev bortvist første gang, den blev udstillet, fordi det var en bastard. Og det er præcis, hvad den er. M odsat mange andre racer, som er opstået som følge af tilpasning til en bestemt arbejdsopgave, er leonbergeren opstået gennem målrettet avl.
Omkring 1840 satte Heinrich Essig, der var rådmand i byen Leonberg, sig for at lave en hund, som lignede løven i byvåbnet på rådhuset. Han krydsede en landseer hunhund (sort/hvid newfoundlænder) med en såkaldt "Barry-han" fra klosteret Grosser St. Bernard. Senere brugte han også en pyrenéerhund. Resultatet blev nogle meget store hunde med en overvejende lang, hvid pels. Disse hunde blev solgt som statussymboler over hele verden.
De første hunde, som blev kaldt leonbergere, blev født i 1846. Disse hunde forenede alle de gode egenskaber, som newfoundlænderen, sct. berhardshunden og pyrenéerhunden indeholdt. Allerede efter kort tid blev mange af hundene fra Leonberg solgt som statussymboler rundt om i verden. I slutningen af 1800-tallet blev leonbergeren hovedsagelig holdt som gårdhund på landet, og deres vagt- og trækhundeegenskaber var højt berømmet.
Som race er leonbergeren stor, kraftig og stærk både fysisk og psykisk. Det er en velafbalanceret og rolig hund, vel og mærket hvis den har haft en god opvækst og er trænet grundlæggende. At være meget social er et andet kendetegn ved leonberger. På trods af dens selvstændighed og selvsikkerhed er den faktisk meget afhængig af sin flok/familie. Så selvom det er en hund, der gerne vil være udendørs, skal den have adgang til at komme ind og deltage i familielivet.
Leonbergeren er en hund, som har brug for en del motion. Den elsker at trække, bære (f.eks. en rygsæk til hunde), svømme og gå lange ture i skoven. Dens sindige og rolige opførsel gør den også velegnet til gåture i byen. Men sofahygge med familien er heller ikke af vejen - sofaen skal bare være stor nok.
Af udseende kan en leonberger minde om en stor og kraftig, langhåret schæfer. Men egentlig er det nok pyrenéeren, som leonbergeren bygningsmæssigt ligner mest. Men farven er en anden. En leonberger er sandfarvet, gul, rød eller som oftest rød og sort. Pelsen er kraftig, og den består af lange dækhår og en tyk, vandafvisende underuld. I perioder fælder leonberger - som de fleste hunde - meget.
Du kan se en leonberger på http://www.leonberger.dk/private_billeder.htm
BRIARD
Briard'en - eller Berger de Brie - er en gammel fransk hyrde- og vagthund. Den nævnes første gang ved navn i 1750. Racen er sandsynligvis opkaldt efter denne gamle Middelalder-legende: "Den unge adelsmand Aubry da Montdidier var skændigt blevet myrdet af en ukendt person. Aubry's hund forfulgte imidlertid skånselsløst en mand ved navn Richard Macaire, og kongen fik derfor i mangel af andet bevis den ide at lade udkæmpe en duel mellem Aubry's hund og Macaire. Da hunden under duellen, som blev udkæmpet på Ile Notre Dame i 1371, bragte Macaire til knæfald, bekendte han sin misgerning, hvorefter kongen lod ham halshugge". Efter denne episode blev hundetypen kendt som Aubry's hund (Chien d'Aubry), og dette navn er sandsynligvis blevet til Chien de Brie med tiden.
Briarden har gennem århundrede været brugt som hyrdehund og vogter af franske kvæg- og fåreflokke. På grund af den størrelse og styrke var den i stand til at forsvare dyreflokkene mod både rovdyr og mennesker. Det siges, at Charlemagne gav flere briarder til sine venner, og Napoleon stolede så meget på racen, at han tog dem med på sine felttoge. Thomas Jefferson skulle efter sigende også have været en stor beundrer af racen og importeret en del hunde til USA.
Efter den franske revolution i slutningen af 1700-tallet blev adelens godser delt op i mindre uindhegnet jordlodder. Og her viste briarden især sit værd. Den havde et udtalt talent for at vide, hvilket område der tilhørte dens herre, og den kunne holde dyreflokken samlet på dette område. Også under 1. og 2. Verdenskrig blev briard'en brugt flittigt. Den var budbringer, bragte forsyninger til soldaterne ved fronten og søgte efter sårede. Dens tykke pels og kraftige bygning gjorde den også i stand til at bære maskingeværer og ammunitionsbælter til våbendepoterne. Deres indsats under krigen var med til at gøre det til en meget populær hund blandt soldaterne, som efter krigen tog hundene med sig hjem, og racens spredtes på den måde rundt om i verden.
Briarden er en hund, som knytter sig stærkt til sin familie, som den gerne følger overalt. Og du skal derfor være indstillet på at bruge meget tid på den. Den er særdeles vagtsom og tillader ikke uden videre fremmede at trænge ind på familiens enemærker. Den er også ofte meget reserveret over for besøgende, den ikke kender. Det er ikke en hund for alle og en hver og især ikke førstegangshundeejere. Den er intelligent, har en stærk vilje og er en stor og kraftfuld hund. På grund af racens vagtsomme og beskyttende natur er det meget vigtigt at socialisere den på både mennesker, hunde og andre dyr fra den er hvalp.
Det er en race, der modnes sent. Men det er vigtigt at starte alt indlæring - især indkald - så tidligt som muligt. Men stil ikke for store krav, før hunden ved, hvad den skal gøre. Som de fleste hyrdehunde er det en lydhør hund, som har let ved at lære. Som voksen har den behov for at få ordentlig motion og arbejdsopgaver - det er vigtigt for den, at den føler, den har en funktion, et arbejde at udføre i familien. Og forstår du at aktivere din briard på en god måde, vil du blive belønnet med en livsglad og fantastisk charmerende hund, der vil træde lige ind i hjertet på sin ejer.
Briarden er en brugshund og bør på trods af sit pussenusseagtige udseende betragtes som sådan en. I Frankrig bruges den stadig som hyrdehund, og også politiet har taget racen til sig. Men racen bruges også som lavinehund, redningshund og bevogtningshund.
Se en briard og læs mere om racen: http://www.briardklub.dk/ , http://www.briardworld.com/ .
DEN ENGELSKE MASTIFF
Den engelske mastiff er verdens tungeste hunderace. "Mighty Murphy" fra England må have rekorden - han vejer/vejede 159 kg. Mere normalt er det dog, at h unhundene vejer omkring 60-85 kg og hanner omkring 85-over 100 kg. Den engelske mastiff er også en af verdens ældste hunderacer. Den er blandt andet stamfader til grand danois, sankt berhardshunden og mange andre hunde af molossertypen. Ca. 2000 år før vores tidsregning brugte de babylonske krigere nogle hunde, som mindede meget om mastiffen. Man har fundet babylonske vægmalerier med krigs- og jagt- scener, og man er sikker på, at det er mastiffer, der er afbilledet på disse malerier. Terrakotta-tavler med nogle af malerierne fra kong Ashur's tempel i Banipal kan i dag ses på British Museum i London.
Mastiffen, som man kender den i dag, stammer dog fra England. Man mener, den blev bragt hertil af fønikerne, da de handlede tin dér. Englænderne brugte på dette tidspunkt mest mastiffen som vagthund, men også som jagthund på storvildt og vildsvinejagt. B riterne kunne godt lide disse hunde - simpelthen på grund af deres imponerende størrelse og brutale udseende. Og mange hunde mistede livet på grund af deres ejeres interesse for kampe imellem hunde og mellem hunde og bjørne.
Da romerne invaderede England (år 55 f.Kr. og ca. 470 år frem), sendte de hunde af mastiff-typen til kamp-arenaerne i Rom. Her skulle hundene kæmpe mod, hvad nu romerne bragte med sig hjem fra deres mange ekspeditioner. Blandt var afrikanske lover populære I arenaerne. Nogle romerske officerer fik stor respekt for hundene og trænede dem som krigs- og beskyttelseshunde. Ved hjælp af specialudviklet udstyr og de 'rigtige' træningsmetoder blev den ca. 100 kg tunge hund til en farlig og skræmmende modstander. Det siges blandt andet, at mastiffen var Cæsars ynglingshund.
Mastiffen var også meget udbredt i middelalderen, hvor den blev brugt som jagthund på storvildt, men i høj grad også som vagt- og beskyttelseshund. På det tidspunkt var store dele af den engelske befolkning meget fattige. Mange døde af sult, mens overklassen levede et liv i luksus. Der var så lidt mad til befolkningen, at den eneste måde de kunne skaffe sig mad på var ved at gå på jagt. Da overklassen også ejede de fleste skovområder, blev der drevet ulovligt krybskytteri her.
Nogle godsejere havde deres egen rigmandshobby - at opdrætte rådyr, slippe dem løs i skoven for så nogle få dage senere at opspore dem igen og slå dem ihjel. Med alle disse dyr løbende rundt i skoven var fristelsen for stor for mange af de fattige. Derfor var krybskytteri ofte et stort problem for godsejerne. Et problem, de måtte løse. Så de brugte mastiffen. Mastifferne blev trænet til at jage sultne jægere væk fra herremandens ejendom. Der blev også lavet en ny lov, som proklamerede, at mastiffen var den eneste hund, som måtte være på herremændenes områder.
I starten af det 20. århundrede var der kun meget få mastiffer tilbage, og nogle englændere besluttede sig for at redde racen. De startede et avlsprogram, hvor de genopbyggede racen ved hjælp korthårede sankt bernhardshunde. Og det arbejde var faktisk lykkedes lige inden 2. verdenskrig. Men så kom krigen, og den var en katastrofe for hundene - især de store, som spiste for meget af den rationerede mad. Derfor var racen næsten uddød, da krigen var omme. Men i oktober 1946 samledes 15 mastiff-entusiaster, og deres første opgave blev at opspore alle overlevende mastiffer og sørge for, at der kom hvalpe.
Det gav ikke det ventede resultat - hovedsagelig fordi de 20 overlevende mastiffer var for gamle til at reproducere sig selv. Man forsøgte sig også i USA, men her var racen så sjælden og af så dårlig kvalitet, at man ikke tog nogen hunde med hjem. Men i 1948 blev der sendt to lovende hvalpe fra staten Columbia (USA) England. Og de blev fundamentet for arbejdet med at redde racen. I 1949 var der 15 mastiffer i England, i 1950 var tallet næsten 50 - og mastiffen var reddet. For at opnå dette havde man måtte bruge andre racer med samme udseende, baggrund og historie i avlen. Racerne, man brugte, var: Grand danois, bullmastiff og sankt bernhardshunde. Det var mest naturligt, idet de anses for at stamme fra mastiffen.
Mastiffen, som den kendes i dag, er en anden hund end dens barske forfædre. Både fysisk og psykisk. Den er blevet tungere og mere massiv og bruges i dag hovedsaglig som kærlig familiehund. Men nogle steder i England bliver mastiffen stadig ifølge gammel tradition brugt som vagthund udenfor pubber. Det er dog mange århundrede siden, at mastiffen var en kriger. I dag er det en rolig og relativ godmodig, men den er ofte stadig reserveret over for fremmede, og det kan udvikle sig til vogten. Den har et stort kontaktbehov og knytter sig meget til familien.
En mastiff er relativ nem at lære at gå løs, fordi den ikke har den store jagtinteresse. Det gør også, at den har let ved at omgås andre dyr, men den skal naturligvis - som alle hunde - introduceres for dem i en tidlig alder. Det er ikke en speciel aktiv race. Nogle gode gåture hver dag, leg i haven og så samvær med familien for resten er nok for en mastiff. Gåture til vandet af og til vil den også sætte pris på, da den er glad for vand. Ellers skulle den efter sigende elske at ligge blødt, så hvis du ikke vil have sofaen invaderet, er det en god idé at anskaffe en madras eller et andet blødt sengeleje til den.
En mastiff er en noget stædig hund, der har sin egen mening om tingene. Men det nytter ikke noget at råbe af og bruge fysisk magt over en for hund på næsten 100 kg. Nøgleordene er samarbejde og kærlig konsekvens. Dermed ikke sagt, at den ikke kan lære noget. Den kan sagtens lære alverdens tricks og almindelig hverdagslydighed. Men den opnår nok aldrig de store resultater på lydighedsbanen eller agilitybanen, hvilket dog også skyldes dens størrelse.
Her kan du se en mastiff: http://www.mastiffkennel.dk . Her kan du læse en masse mere om mastiffen på http://www.mastiffweb.com - utrolig velskrevet.
PORTUGISISK VANDHUND
Som navnet kraftigt antyder stammer den portugisiske vandhund fra Portugal. De portugisiske fiskere havde disse hunde som en del af besætningen på bådene. Hunden havde som opgave at hjælpe med at hive nettene og bådene ind på land, dykke efter undslupne fisk og apporterede alt, der faldet i vandet - både udstyr og mennesker. Det var også budbringer mellem bådene og fungerende som vagthund.
Fiskerne klippede allerede den gang deres hunde. De var kortklippet på bagbenene for at give dem en bedre bevægelsesfrihed, og de havde lang pels på brystet for at beskytte dem mod det kolde vand. De portugisiske fiskere havde deres hunde med rundt i hele verden, og man mener, at pudlen og nogle af retrieverne stammer fra disse hunde. I dag er hundene afløst af teknik, men racen lever videre som skattede familiehunde. I USA findes der dog en klub (Baseball Aquatic Retrieval Korps (B.A.R.K.)), hvor en gruppe af portugisiske vandhunde og deres ejere arbejder med at hente "home run" bolde for San Francisco Giants i weekenderne!
Den portugisiske vandhund har stadig har en stor passion for vand, og den er meget glade for at apportere og bære på ting. Det er en intelligent hund, som har brug for meget motion og meningsfyldt aktivering - helst noget, der har med vand at gøre. Overfor fremmede kan den være reserveret, og den vogter en del. Den portugisiske vandhund bliver mellem 12- 15 år gamle. De modnes langsomt og er meget aktive også i en høj alder.
Det er en mellemstor hund (46 cm til 55 cm), som er stærk og robust. Det er i bund og grund stadigvæk en arbejdshund og nærmest utrættelig og til tider temmelig selvstændig og egenrådig - det er ikke en hund for førstegangshundeejere. Den knytter sig meget til familien, som den har brug for at have en tæt kontakt til hver dag. Man bør være meget opmærksom på, at dens vogten ikke får lov til at udvikle sig, og masser af socialisering og gode oplevelser med mennesker, mens den er hvalp, er meget vigtig.
Det er en hund, som har forholdsvis let ved at lære, og det er oplagt at træne i nærheden af vand og bruge vandapportering som belønning. Ejerne skal være vant til hunde og særdeles aktive. Den kan være svær at få fat på i Danmark og må måske importeres fra Portugal.
Du kan se en portugisisk vandhund her: http://www.pwdca.org/PWDCA_Album/index.htm
DANDIE DINMONT TERRIEREN
Af Jeanette Clausen, www.hundepaedagogen.dk
Dandie dinmont terrieren stammer fra Skotland, og som race er den uforandret siden slutningen af 1600-tallet. På gårdene i grænseegnene mellem det nordlige England og Skotland holdt man Dandie dinmont terriere, som blev brugt til jagt på væsler, ræve, grævlinger, oddere og rotter. Dette krævede intelligente, beslutsomme, selvstændige hunde, som kunne arbejde under og over jorden.
Der findes forskellige teorier om racens oprindelse, men mange mener, at den stammer fra de gamle jagtterriere. Den lille, jagtglade terrier var tidligere kendt som " The Northumbrian breed" og senere som "Piper Allans breed", men i 1814 blev racen opkaldt efter Sir Walter Scotts romanfigur Dandie dinmont. Romanen "Guy Mannering" udkom i 1814 og var datidens bestseller. Dandie dinmont var en jagtglad bonde, der opdrættede små ruhårede og langryggede terriere af en type, som havde været kendt i Skotland i flere århundreder. Dandie dinmont figuren var baseret på en virkelig person, hvis navn var Mr. James Davidson. Han opdrættede nogle terriere, hvis jagtegenskaber hævdedes at være de bedste i hele landet, og blandt andet Sir Walter Scott købte hunde af Mr. Davidson. Romanen gjorde racen så populær, at alle ville eje en Dandie dinmont terrier. Alle hunde kunne sælges bare de lignede Dandie dinmonts hunde, og dette var ved at ødelægge racen. Heldigvis egnede hundene sig ikke just som selskabshunde, og blandt andet derfor dalede racens popularitet efterhånden gevaldigt. Flere dygtige og seriøse opdrættere sørgede dog for racens rekonstruktion.
Berømte mennesker har igennem tiderne forelsket sig i dandien, heriblandt Karen Blixen. Selvfølgelig måtte en Dandie dinmont terrier med sin litterære og romantiske historie appellere til en forfatter! Karen Blixens dandie hed Pepper, og han kom til Rungstedlund den 6. september 1961. Nøjagtig året efter talte Karen Blixen med Pepper for sidste gang. Hun afgik ved døden næste dag. Pepper levede resten af sine dage sammen med Karen Blixens trofaste sekretær Clara Svendsen, som han styrede totalt.
Det er værd at bemærke, at dandien har bevaret sin grundkonstruktion i 300 år! Men i dag kan trimningen gøre, at hundene ser forskellige ud. Dandie dinmont terrieren er aldrig blevet en særlig populær race, og i Danmark er der p.t. ingen aktive opdrættere af racen.
Racens egenskaber
Dandie dinmont terrieren kaldes terriernes filosof på grund af dens eftertænksomme væsen. Det er en vagtsom, stædig, og selvstændig lille terrier, som kan være reserveret over for fremmede. Den vælger selv sine menneske/hundevenner og kan udse sig en favoritperson i familien. Dandien har bevaret sin vildtinteresse og gode jagtegenskaber og kan stadig bruges som skadedyrsbekæmper. Den arbejder hurtigt og fanger og dræber sit bytte. Det afhænger dog af den enkelte hunds størrelse og jagtinstinkt, hvorvidt den kan bruges til gravjagt. Dandie dinmont terrieren kan arbejde selvstændigt og sammen med jægere.
Dandien er ikke en hund for førstegangshundeejeren, idet hundens specielle væsen kræver, at ejeren har et grundigt terrierkendskab. Dandiens familie skal netop elske og respektere den selvstændige og stolte karakter og betragte det som en charmerende kvalitet. Hunden stiller krav til sin tobenede familie som f.eks. at være i besiddelse af: Stor tålmodighed, pædagogisk sans, opfindsomhed, og så skal de formå at opdrage den tydeligt og med absolut venlig konsekvens. Forvent ikke umiddelbar lydighed af den lille terrier, som dog kan lære tilstrækkelig meget til at kunne leve og fungere godt sammen med sin forstående familie.
Dandien har sædvanligvis ikke et opfarende terriertemperament, men er "mere nede på jorden end oppe i luften", når det gælder andre hunde. Den fungerer oftest godt sammen med sine artsfæller, hvis den får en god socialtræning lige fra starten. En dandie har en forholdsvis lang terrierlunte, men bliver den først gal, så er det alvor. Man bør tage sine forholdsregler og respektere, at dandien ikke bryder sig om hvem som helst. Den skal derfor ikke påtvinges selskab med hunde, som den ikke er tryg ved/irriterer den.
At blive en verdensvant dandie og lære at forholde sig til mennesker, hunde, andre dyr m.m. kræver selvfølgelig en gradvis, venlig socialtræning fra hvalpeben af, som hos alle andre terriere. Familiens husdyr kan føle sig sikre, men uden for familieflokken kan katte, fugle m.m. regnes som potentielt jagtbytte.
Dandie dinmont terrieren har brug for/glæde af
• Lange gåture, hvor den kan løbe frit
• Social nærhed med familien og med venlige og sprogsikre hunde
• Svømmetræning
• Vildtspor og søge- og sporarbejde
• Hverdagslydighed og balanceøvelser, som er tilpasset hunde med lang krop
• Beskæftigelse som rottefangst, graveadfærd etc.
Opdragelses/træningstips
• Skal opdrages og trænes med fredelige metoder - absolut ingen tvang eller fysiske/psykiske irettesættelser etc. Det ødelægger tilliden/kontakten totalt.
• Tålmodighed, respekt og opfindsomhed er et must.
• Brug venlig konsekvens
• Træn i små sekvenser og træn mange samarbejdsopgaver
• Hold igen med trækkelege - legen kan forstærke/udfordre forsvarsberedskabet
Vær særlig opmærksomhed på
• At dandien ofte har en høj smertetærskel og kan ignorere sin smerte og fortsætte sit arbejde. Vær derfor meget opmærksom på selv bittesmå forandringer i adfærden for at forhindre en evt. fysisk skade i at opstå/udvikle sig.
• At skåne dandiens lange ryg. Undgå lege med alt for store hunde, som leger voldsomt, undgå trapper til hunden er 1 ½ år eller ældre, tilbyd terræn og øvelser for hunde med lang krop.
• At dandien, når den er ung, kan optræde forsigtigt i nye sammenhænge. Man må regne med, at dandiens rette karakter først kommer til udtryk, når den er ca. 2 1/2 år.
• At dandien får mulighed for selv at tage kontakt til fremmede (hunde/mennesker). Respekter, at den måske slet ikke er interesseret
• At respektere, at hunden på grund af sin natur og anatomi muligvis ikke bryder sig om at ligge ned blandt f.eks. andre hunde. Se på hunden i "fri natur". Her foretrækker den oftest at sitte eller stå. Så påtving den ikke en række dækøvelser, da det kan være grænseoverskridende for denne race.
Se en Dandie Dinmont på http://hundeweb.com/hunderaser/dandiede.html
Kildehenvisninger
Samtale med racerepræsentant Vibeke Renard
Bent Leicht Madsen og Ester Kofoed : Lademanns Store Hundebog 1975/1980
Charlotte Swanstein: Valj Ratt Hund, 1998
Ingrid Borchorst: Pepper - livets salt , Terrier nyt nr.4.august 1997
Turid Rugaas : På talefod med hunde Dæmpende signaler , Dansk udgave 1999
Vibeke Renard, Hunden med øjne man aldrig glemmer Dandie dinmont terrier , Dyrefondet HundeJournalen okt./nov.1988
Vibeke Renard Dandie dinmont terrieren Terrier Nyt April 1991
Åsa Ahlbom och Agneta Geneborg: Raskunskap ,1997
DANSK/SVENSK GÅRDHUND
Den dansk/svensk gårdhund tilhører gruppen af grav- og rottehunde. Den blev først anerkendt som race i 1980'erne, men har eksisteret i mange hundrede år på de sydsvenske og norddanske gårde - ja det siges endda, at der helt tilbage i jernalderen, gik nogle små hunde rundt i landsbyerne, som var alle mands hund.
Man har haft gårdhunde overalt på landet til at fange rotter og andre skadedyr i stalden og på markerne. Den tog i det hele taget del i dagligdagen på gården, gøede, når der kom fremmede , holdt ræven fra hønsene, gik med på jagt, hentede køerne ind til malkning, legede med børnene osv. Men i takt med at levevilkårene ændredes, ændredes også forholdene for den dansk/svenske gårdhund. I 1950'erne var racen ved at uddø, fordi mange fra landet søgte ind mod byerne. Men den danske og svenske kennelklub fik i tide samlet avlsegnede, typiske hunde fra gårdene.
Den dansk/svenske gårdhund er en lille 'handy' hund, der med sine 30-37 cm er let at have med rundt. Pelspleje er der ikke meget af, da den er helt korthåret. Den har let ved at lære, men er også en lidt stædig og selvstændig hund med en stor tålmodighed.
Den har en særdeles veludviklet lugtesans og er lynhurtig - egenskaber der skyldes dens oprindelse som rotte- og skadedyrsjager. Herudover er dens jagtinstinkt efter småvildt intakt. Det er dog ikke hund, der typisk strejfer og løber væk - den holder sig rundt om 'gården'. Den gør en del på grund af sin fortid med at alarmere sine ejere, når der kommer fremmede.
Den dansk/svensk gårdhund har ikke det typisk 'hårde' terrier temperament. Den er blød og følsom og kan blive meget forskrækket, hvis man hæver stemmen over for den. Den er især glad for og god til cirkuskunstner, agility og at bruge sin næse, men den har også gjort sig inden for lydighed. Gode gåture med mulighed for at grave huller m.m., det at være sammen med sine ejere og ikke ladt for meget alene gør en dansk/svensk gårdhund til en tilfreds hund.
Du kan se en dansk/svensk gårdhund på http://www.futte.kure.dk .
CAIRN TERRIER
Af Lone Sørensen, kursist på Turid Rugaas' uddannelse og tilknyttet Hundeakademiet, www.hundeakademiet.dk
Historie/arbejdsbaggrund
Cairn terrieren stammer fra det skotske højland - øerne Skye, Mull og Harris samt fastlandet indenfor hebriderne. Tidligt blev hundene benævnt som korthåret skyeterrier. Først i 1900-tallet blev cairn terrieren anerkendt af kennelklubberne som selvstændig race.
Den har fået sit navn efter de stendynger (cairns), som ofte udgjorde hundenes arbejdsplads. Deres arbejde bestod blandt andet i at smutte ind/ned i disse stendynger og jage ræve, oddere og andet småvildt ud til de ventende jægere. Et arbejde, der kræver mod, dristighed, smidighed og ikke mindst selvtillid.
Familienavnet terrier kommer af det latinske ord terra , som betyder jord, hvilket hentyder til, at racen også arbejdede under jorden - f.eks. rævegrave. Endvidere blev cairnen brugt som skadedyrs-bekæmper (rotter, mus etc.). Cairn terrieren tilhører arbejdsmæssigt gruppen "gravende hunde & rottehunde".
Arbejdsmetoder/bevægelsesmønster
For at kunne udføre sine arbejdsopgaver måtte cairn terrieren bl.a. være i besiddelse af mod, hidsig og lynhurtig aggressiv reaktion ved trusler samt være i stand til at ignorere smerte.
Den måtte være hurtig, smidig og i besiddelse af en imponerende kropskontrol for at kunne springe rundt på stendyngerne - endsige klemme sig ud og ind imellem de smalle passager i dem. Ligesom de skulle være i stand til at vende i de smalle passager i en rævegrav.
De større dyr som oddere og ræve skulle cairn terrieren jage ud til de ventende jægere. "Aflivningen" af mindre skadedyr (rotter, mus m.fl.) udførte den på egen pote.
Reaktionstærskel
Cairn terrieren har et heftigt temperament og en "kort lunte". De har stor kamplyst, er udholdende, stædige, overmodige og har let ved at svare med aggressivitet. De kan have tendens til at opfatte mange situationer som en udfordring, hvilket man bør være opmærksom på, så man ikke sætter sin (eller andres) hunde i uhensigtsmæssige situationer, som dens nedarvede mentalitet gør den ude af stand til at håndtere på en fornuftig facon.
Vær også opmærksom på, at stramme liner/halsbånd, ryk i linen, skæld ud fra ejeren kan være med til at øge hundens aggression/frygt for andre hunde/mennesker.
Fysiske egenskaber
Cairn terrieren skal være kvik, adræt og vågen. Den skal bevæge sig frit og flydende med god skridtlængde. Skal stå godt fremover på forpoterne, have en stærk bagpart og et dybt ribbensparti. Endvidere skal den have en vejrbeskyt-tende pels. Pelsen skal redes en gang om ugen og trimmes ca. 4 gange om året.
Cairn terrieren findes i de fleste farver bortset fra hvid. Tilladte farver er rød, sandfarvet, grå, brindle, næsten sort. Skulderhøjden ligger mellem 28 - 31 cm, men skal svare til vægten, der bør ligge mellem 6 - 7,5 kg. Den har store stærke tænder, hvilket er nødvendigt til såvel angreb som forsvar.
Cairn terrieren har den dag i dag heldigvis stadig sit jagtinstinkt i behold - og den kan stadig anvendes til såvel jagt som skadedyrsbekæmpelse. Den gennemsnitlige levealder er mellem 12 - 14 år.
Helbredsoplysninger
Generelt er cairn terrieren en sund hund. En arvelig sygdom, som dog forekommer sjældent, er Von Willebrand's sygdom, der er en bløder-sygdom. Det mest udbredte cairn terrier helbredsproblem er loppeallergi.
Som hos mange andre mindre racehunde, kan cairnen også lide af "patella-luxation" - flydende knæskaller. Dvs. at de ligamenter, der skal holde knæskallen på plads ikke er stærke nok, og at fordybningen til knæskallen ikke er dyb nok. For nogen hunde, kræver dette problem kirurgisk afhjælpning.
Sociale egenskaber
Cairn terrieren er generelt hurtigt til at vænne sig til/falde til i nye omgivelser. De er rimelig selvstændige og fysisk stærke - hvilket desværre ofte leder til "gode" råd om, at de skal holdes nede, sættes på plads, vide hvem der chefen osv. osv. Ønsker man at give sin terrier (eller anden hund for den sags skyld) et liv i frygt og forsvar, så er det netop sådanne råd, man skal følge!
Faktisk er cairn terrieren en utrolig blød hund, når det drejer sig om relationen til familien. Den har behov for at leve i tæt kontakt med sin familie. Den kan sagtens bo sammen med flere hunde, men man skal dog være opmærksom på, at det kan skabe problemer at have flere hanhunde sammen. Cairnen værner om sit revir - at tillade fremmede hanhunde på området vil være at bede om problemer. Og cairnen ved tilsyneladende ikke, hvor lille den selv er. Den er indbegrebet af en stor hund i en lille krop.
Cairn terrieren har fra hvalpetiden af behov for samvær med venlige hunde. Her skal man dog være opmærksom på, at flere hunde kan reagere negativt på cairnens "provokerende" kropssprog - vægten på forkroppen, halen lige i vejret osv. Nogen kan også opfatte den energiske lille cairn som et byttedyr, hvilket selvfølgelig kan ende katastrofalt, hvis ikke "hunde-vennerne" udvælges med omhu.
Mange cairner er byttebevidste. De kan vogte mad, genstande og ben. Dette er en oprindelig adfærd, der IKKE kan straffes bort. Med tålmodighed og respekt lærer hunden at stole på en, så man kan tage uønskede genstande fra den uden den går i forsvar/bliver utryg. Dette skal ikke gøres til en kamp mellem hund og ejer!
Cairn terrieren kan blive meget gøende. Man skal fra de er små være opmærksom på ikke at overlade vogter-jobbet til den. Opmærksomheds-gøen lærer de også meget hurtigt, hvis det lykkes for dem at opnå noget ved det. Husk, at hunden synes, dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.
Opdragelse/træning
Hårde/uretfærdige metoder bør i høj grad undgås, såfremt man ikke ønsker en stædig, usamarbejdsvillig og utryg cairn. Det er en stolt hund med respekt for sin familie - men respekten forventes også gengældt! Benyttes venlige metoder med respekt for hundens personlighed træder cairn terrieren rigtig i karakter som den arbejdsvillige, lærenemme, trygge og glade hund, den er og bør være.
De er nysgerrige og tager gerne selv et initiativ, hvilket er en gave for enhver ejer/træner, der forstår at udnytte dette. Klikkertræning kan anbefales til denne race. Da cairnen sjældent bruges til dens oprigtige formål længere, bør den aktiveres mentalt på anden vis. Spor- og søgearbejde falder naturligt for denne race - her kommer deres selvstændighed dem igen til gode.
Cairn terrieren har også behov for jævnligt at kunne springe frit rundt. Dens stærke jagtlyst taget i betragtning må indlæring af "indkald" siges at være vigtigst af alt. Den kommer hurtigt til at kede sig, hvorfor øvelser kun skal trænes i korte sessioner. Den er samarbejdsvillig, men synes bestemt ikke, at der er nogen mening i at øve "sit" i 10 minutter. Ønsker du en lydighedschampion, så vælg en anden race.
Dermed ikke sagt, at den ikke kan lære forskellige lydighedsøvelser. Men uendelige gentagelser og præcisionstræning er umuligt at gennemføre med en cairn! Forstår du derimod at være tålmodig, opfindsom og initiativrig, så er cairnen altid klar til at yde en indsats. Vær opmærksom på hundens dæmpende signaler - de kommer hurtigt, når den ikke længere har lyst til at lege med!
Gensidig respekt er nøgleordet i al omgang med cairn terrieren. Det er en god idé at have styr på husreglerne, inden hvalpen kommer hjem. Den er hurtig til at få charmeret sig til goder, som måske ikke var tiltænkt den! Indøves gode vaner fra starten af er man nået et godt stykke på vej. VENLIG konsekvens er nødvendigt. Synes man hundens egen vilje er en kvalitet, så er cairn terrieren helt sikkert et godt valg.
Se en cairnterrier på http://www.hundepaedagogen.dk/cairnesund
Kildehenvisninger
Litteratur:
Cairn terrier af Esther Kofod, Världens bäste kopis af Maud Montgomery-Bjurhult, På Talefot med hunden af Turid Rugaas, Rasekunnskap af Åsa Ahlbom & Agneta Geneborg, Hundeleksikon af Eva-Maria Krämer i samarbejde med Dansk Kennel Klub, Aschehougs Store Hundebog af Bruce Fogle - dansk udgave ved Ulla Sørensen
Internet :
www.cairnterrier.org (Cairn Terrier Club of America), www.dogbreedinfo.com , www.lachleen.dk (Kennel Lachleen), www.hundepaedagogen.dk (Kennel Cairnesund), www.canis.no , www.faqs.org . http://members.tripod.com , http://fp.sedona.net/cairnterriers , www.cairnterrier.dk (Kennel Tofhus), www.cairnterrier.net (The Cairn Terrier Club of Southern California), www.dansk-terrier-klub.dk
www.svtek.d.se (Svensk terrierklub)
NORSK BUHUND
Af Lone Sørensen, elev på Turid Rugaas' uddannelse og tilknyttet HundeAkademiet, www.hundeakademiet.dk
Historie/arbejdsbaggrund
Den norske buhund stammer fra Norge. Det er en spidshund, hvis tilstedeværelse kan spores helt tilbage til det 17. århundrede. Mange mener endda, at de spidshunde, som vikingerne havde, var en meget nær slægtning til den buhund, vi kender i dag.
Buhunden hører til i gruppen af hyrde- og vagthunde. Den må i høj grad siges at være en alsidig hund. Den har været brugt som hyrdehund til får, geder og andre kreaturer. Samtidig var den gårdens vagthund, der også sørgede for, at ingen uvedkommende - dyr som mennesker - kom i nærheden af gårdens dyr.
Endelig er buhunden også blevet brugt til jagt på både elg, småvildt og fugle. I dag anvendes den til de tre ovenstående formål, men samtidig bruges den i flere lande som redningshund, servicehund for mennesker med fysiske handicap, og i England anvendes den også som narkotikahund. Endelig holdes den som familiehund, hvor den har anlæg for såvel lydighedstræning som spor og agility.
En mere alsidig hund skal man vist lede længe efter!
Arbejdsmetoder/bevægelsesmønster
Som hyrdehund skulle den norske buhund være både hurtig og sikker på benene. Flere steder fulgte hundene med hyrden ud for at hente får og andre husdyr hjem til gården. Dyrene kunne være spredt over et større område med klitter og andre mere eller mindre ufremkommelige terræn, hvor det samtidig var nemt for dyrene at gemme sig/blive overset.
Når hyrden ikke kunne komme længere, var det hundenes opgave at finde og drive dyrene ned til hyrden. For at finde evt. oversete dyr brugte buhunden sin gøen. Når den gøede blev dyrene forskrækkede og rørte på sig, hvorefter hunden hurtigt kunne finde frem til dem og få dem samlet nede hos hyrden. Her kom hundens store selvstændighed den virkelig til gode.
Foruden at drive dyrene ud og hjem, blev buhunden også brugt som vogterhund for husdyrene. Det nævnes flere steder, at buhunden ligeledes blev brugt til jagt, men hvorledes denne jagt foregik/foregår melder historierne ikke noget om. Det kan dog sagtens tænkes, at buhunden blev brugt til at finde og jage vildtet op. Det er en meget stærk og udholdende hund, som også kan være meget gøende.
Buhunden er avlet efter sine brugsegenskaber, hvorfor vi den dag i dag har en meget effektiv arbejdshund i den norske buhund. På landet hvor buhunden var mest udbredt var en god hund lig med en hund, der kunne sit arbejde. Udseende kom i anden række - om nogen række overhovedet.
Reaktionstærskel
Den norske buhund har et meget veludviklet hyrdeinstinkt, hvorfor man skal være opmærksom på alt, hvad der rører sig med en vis hastighed. Man skal være opmærksom på, at buhunden ofte kan hyrde andre hunde i leg. Det er derfor vigtigt, hvilke legekammerater man vælger, idet mange hunde kan opfatte det som en direkte trussel og grov overskridelse af deres kropszone. Dette kan få nogle hunde til at reagere med forsvar.
Generelt har buhunden en stor tolerancetærskel over for såvel hunde som mennesker, men den kan naturligvis også drives ud, hvor angreb er det bedste forsvar. Buhunden har meget let til gøen, hvorfor man fra hvalp af må søge at holde dette på et acceptabelt niveau.
Fysiske egenskaber
Den norske buhund er livlig og adræt. Den er kvik, robust og meget udholdende. Intelligent, lærenem/lærevillig, nysgerrig og meget sympatisk er også nogle af de meget positive tillægsord, der bruges om den norske buhund. Den falder ind under kategorien spidshunde, da den har den for spidshunde typiske oprullede hale, der bæres over på ryggen. Den har ligeledes opretstående ører.
Den findes i farven hvede/meget lys beige til hen imod rødgullig med eller uden sorte hårspidser. Sjældnere ses den i sort. Hvid krave, bryst og poter er tilladt. Pelsen er glat med megen underuld. Pelsen kræver ikke megen pleje, men må dog børstes en del under de to årlige fældninger, hvis man vil undgå at have hundehår overalt.
Den skal være velbygget, i balance og uden overdrivelser. Hanhunde bør være mellem 43 - 47 cm. høje, mens tæverne er mellem 41 - 45 cm. Vægten skal være tilpasset hundes størrelse - ofte mellem 12 -18 kg. Gennemsnitligt lever den norske buhund 12 - 15 år, og flere bliver endda ældre.
Helbredsoplysninger
Buhunden er en frisk og sund race - måske især fordi den har været avlet for sine arbejdsegenskaber frem for sit udseende. Enkelte tilfælde af øjenlidelser og hofteledsdysplasi ses dog.
Sociale egenskaber
Buhunden er en meget venligsindet hund, der er meget glad for hele sin familie. Den har behov for at føle sig som en del af familien og tager meget gerne del i alle familiens aktiviteter.
Det er en meget glad hund, der gerne leger hele livet igennem. Den leger også gerne med andre hunde, men som tidligere nævnt må man være opmærksom på, at buhunden gerne hyrder under leg, hvilket de fleste andre hunde finder meget ubehagelig og uhøfligt.
Buhunden bør lære at omgås hunde af alle størrelser og udseende, men ikke alle er egnede som legekammerater. Fornuftig socialisering og miljøtræning i en tidlig alder er godt for denne fornuftige og selvstændige race. Til gengæld får man så en hund, der stort set magter enhver situation som voksen.
Opdragelse/træning
Den norske buhund er en arbejdshund med et stærkt hyrdeinstinkt kombineret med vogterinstinktet. Den må have udfordringer i hverdagen. Den er energisk, udholdende og kan tåle og nyder en del fysisk og mental udfoldelse. Det betyder dog ikke, at man skal blive for ivrig og overdrive motionen/aktiveringen i hvalpe- og unghundeperioden. Man skal altid huske på, at man kan træne/aktivere hunden til et for højt stress-niveau.
Den er venlig, klog og lærevillig, men den arbejder ikke for at tilfredsstille dig! Er du ikke fair og venlig i din omgang med hunden, skal du ikke forvente, at buhunden gør som du ønsker. Ønsker du en "robot-hund", der kun ønsker at tilfredsstille dig, og se dig som fejlfri - så lad være med at anskaffe dig en norsk buhund! Den er klog, selvstændig og fornuftig - og fortjener at få lov til at være det.
Den er kærlig og samarbejdsvillig, men forventer, at det gælder begge veje. Træning bør ske i korte sessioner, da buhunden hurtigt bliver træt af evindelige repetitioner. Indkald og afstandslydighed kan være to meget fornuftige ting at træne med denne hund. Dette kan være en stor hjælp til at håndtere dens hyrdeinstinkt, hvilket er nødvendigt, såfremt hunden skal kunne løbe løs i parker og skove. - Og buhunden har brug for at løbe løs.
Buhunden kan som tidligere nævnt blive meget gøende, hvis man ikke er opmærksom på at dæmpe dette allerede fra hvalp af. Her er det vigtigt ikke at lade hunden være ude i haven alene, hvor den har stor mulighed for at udvikle vogtning.
Buhunden kan naturligvis bruges til hyrdehundearbejde, men den kan have lige så meget gavn af andre aktiviteter. Lydighedstræning, sporarbejde, rundering og agility - ja alle muligheder er åbne for en buhundeejer. Man skal dog være opmærksom på, at tilpasse aktiviteterne, så hunden ikke bliver stresset. Hyrdehunde har desværre en tendens til at blive hurtigt stressede, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på det.
Buhunden kan også sagtens have gavn af at hjælpe til i hjemmet. Den kan sagtens lære at hjælpe med små huslige gøremål, og den vil elske at tage del i familiens fællesaktiviteter. En glad og velstimuleret buhund er rolig og hengiven hund. En forsømt buhund vil til gengæld gø af kedsomhed.
Kildehenvisninger
Rasekunnskap af Åsa Ahlbom & Agneta Geneborg, På Talefot med hunden af Turid Rugaas, Hundeleksikon af Eva-Maria Krämer i samarbejde med Dansk Kennel Klub, Aschehougs Store Hundebog af Bruce Fogle - dansk udgave ved Ulla Sørensen
www.cksusa.com (Continental Kennel Club), www.buhund.no (Norsk buhundeklub), http://hjem.get2net.dk/dorch/buhund.html , http://w1.523.telia.com (Norwegian Buhund Club (England)), www.buhund.org , www.nlm.nlh.no/husdyr/norsk_buhund.html (Norsk landbruksmuseum), www.canis.no , www.buhund.dk (Kennel Langhoff), http://home.clara.net/buhund/busite/info.html , www.norskbuhund.dk (Kennel Nordic Pride),
www.glassportal.com/herding/buhund.html , http://elvetorps.tripod.com (Kennel Elvetorps),
www.kennel-tu-san.dk (Kennel tu san), www.redlance.no (Kennel Redlance)
CANE CORSO
Af Lone Jørgensen, elev på Turid Rugaas uddannelse og tilknyttet HundeAkademiet, www.hundeakademiet.dk
Historie/arbejdsbaggrund
Cane corsoen, der også kaldes italiensk mastiff eller siciliansk branchiero, kommer oprindeligt fra Italien, hvor den stammer fra de gamle romerske molosserhunde. Racens navn stammer fra det latinske "cohors", der betyder forsvarer og vogter af gården.
Cane corsoens primære oprindelige arbejdsområde var da også at vogte dens ejers ejendom. Den blev samtidig brugt til at drive husdyr til markeder eller til slagtehuset. Endelig blev den brugt til jagt på storvildt, som f.eks. vildsvin, ulv og bjørn. Der hersker en del uenighed om, hvorvidt cane corsoen har været brugt til hundekampe mv. Tilhængerne hævder, at den ikke har, mens andre mener, at den har været brugt til dette også.
Cane corsoen hører til i gruppen af kamp- og vagthunde. De fleste steder er den listet under vagthunde - med henvisning til, at disse hunde er nært beslægtet med antikkens krigs- og kamphunde. I internationalt regi er racen rimelig ny. Den blev først FCI-godkendt i 1996.
Arbejdsmetoder/bevægelsesmønster
Hundene opgave var at skræmme indtrængere bort ved hjælp af sparsomme bjæf og angreb, hvis det viste sig nødvendigt. Nogen steder blev hundene holdt bundet for at skærpe deres vagtinstinkt. Andre steder gik de løs og patruljerede deres område.
Cane corsoen er atletisk bygget, har en enorm styrke og en stor udholdelsesevne. Og det er den hurtigste af racerne i mastiff-familien. Det er ikke en særlig gøende race - alene dens størrelse, robusthed og selvsikkerhed er nok til at skræmme de fleste forbrydere på flugt!
Reaktionstærskel
Cane corsoen anses for at være temmelig modig og have stor selvtillid. De fleste er ekstremt sprogsikre - læser både menneskers og hundes signaler uden misforståelser (altså set fra hundens synspunkt - menneskers signaler er jo desværre ikke altid lige fornuftige!). Det betyder også, at de sjældent forhaster sig, når der sker noget. Vel at mærke, når vi taler om venlige/dæmpende signaler. Opfatter hunden situationen som truende, kan den gå til angreb på såvel andre hunde som mennesker.
Fysiske egenskaber
Cane corsoen skal ifølge racestandarden være vågen, opmærksom og stabil. Den er yderst loyal og hengivende over for sin familie, men vogtende/reserveret over for fremmede. Bemærk, at dette er et ønsket karaktertræk ved racen - ikke en problemadfærd, som mange måske vil betegne det som.
Det er en middelstor til stor hund, robust, kraftig og muskuløs dog med en vis elegance. Til forskel fra en del af de andre mastiff-typer har corsoen ikke løs hud. Det betyder også, at den savler mindre end andre racer i denne gruppe, og at den ikke er disponeret for de samme hudproblemer.
Hunden skal bevæge sig let med lange skridt - den er meget adræt sammenlignet med andre racer i gruppen, og den har da også behov for at røre sig frit. Den findes i farverne sort, blygrå, skifer, lysegrå, lys fawn, hjorterød og mørk fawn. Alle disse farver findes også i brindle. Lidt hvidt på brystet, på næsen og på potespidserne er tilladt. Hanhunde bør være mellem 64-68 cm høje og veje mellem 45-50 kg., mens tæverne er mellem 60-64 cm og vejer mellem 40-45 kg. Gennemsnitlig lever cane corsoen 10-11 år.
Helbredsoplysninger
Generelt er cane corsoen en sund og robust hund, der dog kan lide af de led-problemer, der desværre ofte er typisk for racer af denne størrelse. Her tænkes specielt på hofte- og albueledsdysplasi.
Racen kan også have problemer med øjnene. Såvel entropion (inadvendte øjenlåg), ektropion (udadvendte øjenlåg) som "cherry eye" ses relativt ofte. Som hos mange andre større racer kan mavedrejninger være et problem, hvorfor disse hunde bør fodres to gange om dagen og undgå overdreven motion umiddelbart efter fodring.
Sociale egenskaber
Som tidligere nævnt er cane corsoen overmådelig hengiven og beskyttende over for sin familie. Over for fremmede skal race være reserveret dog uden at være bange/sky. Over for andre hunde har corsoen det nemmere. Den er meget sprogsikker, hvilket dog ikke betyder, at man uden omtanke skal bruge corsoen til socialisering af overmodige unghunde. Følger den sig truet, kan den nemt angribe. Det er derfor af største vigtighed, at man som cane corso ejer bruger god tid på miljøtræning og socialisering i hundens første leveår. Når der vælges hunde-venner, så udvælg andre venlige, sprogsikre hunde.
Som alle andre hunde har cane corsoen behov for at se alle typer af hunde i forskellige situationer. Men jeg vil ikke anbefale, at cane corsoen slippes fri for at lege med små, hurtige racer, der nemt vil kunne opfattes som byttedyr. Nok er de hurtige, men det er cane corsoen også! Under rolige gåture/socialisering kan mindre hunde dog være lige så gode "følgesvende" som større hunde.
Cane corsoen er med den rette opdragelse/miljøtræning ikke en slagsbror, der går på udkig efter en god slåskamp - men bliver den provokeret/udfordret, så må man forvente, at den tager kampen op. Den gode fornuftige hundeejer gør derfor sit yderste for ikke at sætte sin hund i denne situation.
Vær opmærksom på, at cane corsoen har en stor kropszone. Det er vigtigt, at man fra hvalpetiden bruger tid på håndtering og pelspleje. Massage er også en god og hyggelige måde at vænne hunden til at blive berørt overalt. Og hundene kommer hurtigt til at elske det . Jævnlige hyggebesøg hos dyrlægen er nødvendige, især med hundes reservation overfor fremmede i tankerne.
Jeg vil ikke anbefale denne race til en førstgangs-hundeejer. Indsigt i hundens historie/baggrund er nødvendig, ligesom viden om hundes sprog og signaler er det.
Opdragelse/træning
Cane corsoen er intelligent og meget selvsikker. Den er meget tæt knyttet til sin ejer/familie og holder sig tæt til den. Indkald er derfor ikke det sværeste at lære denne hund, men dog nødvendigt for at hunden skal kunne færdes uden snor.
Den er ivrig og har let ved at lære, hvilket gør, at lydighedstræning falder den let. Vel at mærke, hvis træningen udføres med respekt for racen såvel som for individet. Den bliver hurtigt træt af kedelige langvarige øvelser, hvorfor træningen må udføres i korte sessioner. Klikkertræning kan anbefales til denne type hunde. De lærer hurtigt og vil gerne tænke selv.
Hårde metoder må naturligvis frarådes på det kraftigste. I bedste fald tør hunden ikke "svare igen", men man kan meget vel risikere, at den lader sin frustration gå ud over den/det første og bedste hund/menneske, den møder. Vær særlig opmærksom på, at hunde af denne race kan være meget modvillige, når vi taler om indlæring af dæk (ligg) på træningsbanen. Især omkring kønsmodningen kan hunden være lidt følsom over for andre hunde, og den vil nægte at lægge sig - uanset hvor godt den evt. kan det hjemme! Respekter det og træn det hjemme i stedet.
Respekt, kærlighed og VENLIG konsekvens er nøgleordene i al træning/omgang med denne race. Foruden lydighedstræning er cane corsoen meget anvendelig til f.eks. spor-træning og rundering. Alle former for opgaver, hvor hunden skal bruge hjernen og løse forskellige problemstillinger kan anbefales. Alle kamplege med denne race bør undgås.
Kildehenvisninger
På Talefot med hunden af Turid Rugaas, Rasekunnskap af Åsa Ahlbom & Agneta Geneborg,Hundeleksikon af Eva-Maria Krämer i samarbejde med Dansk Kennel Klub, Aschehougs Store Hundebog af Bruce Fogle - dansk udgave ved Ulla Sørensen.
www.canecorso.org , www.dogs-in-canada.com , www.geocities.com/magnuslunds (Kennel Magnuslunds), www.cane-corso-dogs.com , www.canecorsoitaliano.org , www.triatatekennels.com/canecorso , www.dogbreedinfo.com/canecorsoitaliano.htm , www.canecorsos.com (Kennel Masterpiece Cane Corso), www.racc.nu (Officielle raseklub for Cane Corso), www.canis.no , www.pleasenthillkennel.com , www.canecorsoitalia.it/thecorso.htm , http://rarebreed.com/breeds/cane_corso , www.blueprintcanecorso.dom (Blueprint Cane Corso Kennels)
POINTER
Af Lone Jørgensen, kursist på Turid Rugaas' uddannelse og tilknyttet Hundeakademiet, www.hundeakademiet.dk
Historie/arbejdsbaggrund
Pointeren tilhører gruppen af stående fuglehunde. Og den pointeren, vi kender i dag, stammer fra Storbritannien. Den menes dog at være "et produkt" af krydsninger mellem spanske, franske og italienske fuglehunde - ligesom der senere skulle være lavet krydsninger med foxhound og såkaldte engelske korthårede setting spaniels. Men i alle racestandarder står Storbritannien som oprindelsesland, idet det var her, forædlingen af pointeren fandt sted. Storbritannien er også stadig det land i verden, hvor pointeren er mest udbredt.
Pointerens navn stammer fra den engelske "to point" = at pege, hvilket henviser til racens måde at tage stand på.
Arbejdsmetoder/bevægelsesmønster
Allerede før der fandtes geværer, blev pointeren brugt til jagt på fugle. Pointeren skulle tage 'stand' - altså vise hvor fuglen befandt sig - uden at skræmme den væk. Jægerens opgave var så at kaste net over fuglen for at fange den.
Efter geværerne er kommet til, bruges pointeren stadig til at opsøge fugle. Søgningen foregår i elegant galop med højt båret hoved og en logrende hale. Pointeren er i stand til at søge over store arealer uden at blive udmattet. Den søger i lange zig-zag foran jægeren. Området eftersøges grundigt i højt tempo og med næsen op mod vinden.
Når pointeren får fært af en fugl, skal den tage stand - den standser et stykke derfra, står helt stille og "peger" i fuglens retning med snuden. På jægerens kommando jages fuglen op, hvorefter hunden skal holde sig i ro - og ikke forfølge fuglen, der nu kan skydes ned.
Tidligere anvendtes pointere til dette arbejde, mens der blev brugt retrievere til at apportere vildtet. I dag anvendes pointeren dog også til apporteringsarbejdet. Apporteringslysten er ikke medfødt hos pointeren, sådan som stand-tagningen er det, men den lærer det let med venlig, systematisk træning.
Alle pointere skal også være i stand til at sekundere. Hvis en anden hund tager stand, er det vigtigt, at de nærmeste pointere standser umiddelbart bagved den stand-tagende hund. Sekundanten/-erne tager ligeledes stand. På den måde undgår man, at andre hunde får jaget fuglen op, før jægeren er klar.
Reaktionstærskel
Pointere er generelt meget venlige og omgængelige både over for mennesker og andre dyr. De er gode konfliktløsere og generelt gode til at afgive og læse signaler. Som alle andre hunde kan pointeren naturligvis også provokeres til aggressiv handling, hvis den føler sig truet. Men vi taler i høj grad om forsvar frem for angreb. Alligevel er det vigtigt, at man beskytter sin pointer mod overfald og andre ubehagelige situationer. Pointeren er en meget blød og følsom hund, der let kan påvirkes af ubehagelige oplevelser/erfaringer.
Pointeren har en meget stor vildtinteresse, som kan være svær at styre for almindelige hundeejere/ikke jægere. Uden træning vil pointeren tage stand, da dette ligger dybt i generne, men i modsætning til en hund, der er trænet til at blive i stand, til anden kommando afgives, vil en utrænet pointer i de fleste tilfælde forfølge vildtet over store afstande. Bor du i byen, kan det blive overordentligt livsfarligt for hunden.
Fysiske egenskaber
Pointeren skal være kraftfuld, hurtig og smidig for at kunne udføre sit arbejde. Den skal have et venligt og stabilt temperament. Den skal være adræt og smidig. Den elsker at løbe og har behov for en del fysisk motion. Pelsen er kort og har ikke brug for megen pelspleje. Den findes i farverne hvid og gul, hvid og rød, hvid og leverfarvet samt hvid og sort. De findes også i ensfarvede og trefarvede, men det er mere sjældent.
Skulderhøjden for hanner er mellem 63 - 69 cm og mellem 61 - 66 cm for tæver. Bemærk at Norge og Sverige afviger fra FCI-racestandarden på dette punkt, idet hanner her ønskes mellem 60 - 64 cm . og tæver mellem 57 - 61 cm . Vægten ligger mellem 20 - 30 kg . Gennemsnitlig bliver en pointer 13 - 14 år.
Pointeren er hurtig og er i stand til at arbejde længe i varmt vejr. På grund af den korte pels befinder pointeren sig ikke godt udendørs i ekstremt kulde.
Efter hundeudstillingernes indmarch er der blevet avlet to typer af pointere. Arbejdshunden og showhunden. Jægerne sværger til arbejdshunden, mens ikke-jægere ofte foretrækker showhunden, der har en knapt så udviklet jagtadfærd - selvom den dog stadig er stor sammenlignet med mange andre racer. Enkelte opdrættere sætter dog en ære i at avle pointere, der topper såvel i marken som på udstillingen. I de nordiske lande er det dog stadig arbejds-pointeren, der foretrækkes.
Helbredsoplysninger
Pointeren kan have problemer med hofteledsdysplasi, dværgvækst og for lavt tyroksin-niveau (forårsager træthed/sløvhed, vægtforøgelse, glansløs pels mv.). Endvidere er pointeren disponeret for hudproblemer. Bortset fra hudproblemerne er de andre typer af helbredsproblemer af afgørende betydning for pointerens arbejdsegenskaber.
Sociale egenskaber
Pointere er generelt meget sociale både med mennesker og andre hunde. De er avlet til at arbejde tæt sammen med mennesker. For at opnå den nødvendige samhørighed er det yderst vigtigt, at pointeren er/bor tæt sammen med sin familie og ikke i en udendørs hundegård, som mange jægere desværre stadig hælder til.
Pointere kan være en anelse reserveret over for fremmede mennesker, selvom det er et uønsket træk for racen. Fornuftig miljøtræning fra en tidlig alder kan dog medvirke til, at "problemet" ikke opstår. De er ikke specielt bytte- og territoriebevidste, hvilket er en hjælp i indlæring af apportering.
Pointeren har let ved at omgås andre hunde. Den leger helst jagtlege med andre hunde, måske især på grund af dens nedarvede lyst til at løbe og jage! Udendørs er pointeren meget aktiv og har et stort behov for at løbe frit. Et helt liv i snor er ikke et liv for en pointer. Indendørs er den rolig og afbalanceret. En rigtig sofa-nyder - hvis den får lov.
Opdragelse/træning
Pointeren er meget arbejdsivrig og "willing to please". Med viden om dette kan det være yderst svært at forstå, hvordan mange jægere stadig kan finde på at træne deres pointere med el-halsbånd. Heldigvis gør de positive træningsmetoder også langsomt, men sikkert deres indtog i jagthundeverdenen.
Pointeren er avlet til at jage - den lever for at jage. Derfor er det heller ikke en hund for hvem som helst. Som tidligere nævnt må man have hundens jagtadfærd under kontrol. Er man ikke i stand til at træne hunden til det, kan man få store problemer.
Pointeren har et stort behov for motion. Den løber helst, hvorfor den har behov for at løbe frit hver dag. Da pointeren har en meget stor aktionsradius, er det vigtigt at have et godt og pålideligt indkald. Endvidere er det vigtigt at lære hunden af følge ejeren - ikke omvendt.
Pointeren er den fødte jæger og kan virke meget hårdfør i marken. Den går gennem buskads og krat på trods af sin relativt tynde pels. Alligevel er det en meget blød og følsom hund, der hellere end gerne vil stille sin ejer tilfreds. Al træning bør tilrettelægges med respekt for hundens personlighed. Positiv forstærkning er kodeordet. Klikker- eller fløjtetræning er anbefalelsesværdig. De lærer meget hurtigt og har gavn af at bruge noget energi på andet end at løbe.
Hårde træningsmetoder kan føre til stress, reserverthed, utryghed, passivitet osv. Det er bestemt ikke, hvad man ønsker af en fuldblods-jagthund. Brug af hårde metoder, især el-halsbånd har ført til, at flere fuglehunde er blevet så usikre, at de er holdt op med at tage stand. Da de som oftest ikke forstår, hvad de bliver straffet for, tør de ikke tage stand og løber derfor området igennem uden at finde en eneste fugl.
Er man ikke jæger, og er man ikke i stand til at tilbyde sin pointer et tilsvarende aktivt liv, så bør man vælge en anden race.
Sporarbejde, rundering og rapportering kan være alternativer til at gå på jagt. Samtidig skal hunden tilbydes en hel del motion - UDEN LINE - og masser af samvær med familien. En pointer deltager gerne i alle familiens aktiviteter. Det er også muligt at give hunden huslige opgaver - være med til at dække bordet, hjælpe med vasketøjet eller hente fjernbetjeningen - kun fantasien sætter grænsen.
Lydighedstræning og agility er også en mulighed for disse hunde - men der skal ikke herske nogen tvivl om, at pointeren foretrækker aktiviteter, hvor der indgår jagt-elementer.
Vigtigst af alt er det, at man husker, at man arbejder med og mod hundens enorme vildtinteresse. Om ikke hos fornuftige jægere, så bør pointere i hvert fald havne hos aktive hunde-mennesker.
Kildehenvisninger
Litteratur:
• Rasekunnskap af Åsa Ahlbom & Agneta Geneborg
• På Talefot med hunden af Turid Rugaas
• Hundeleksikon af Eva-Maria Krämer i samarbejde med Dansk Kennel Klub
• Aschehougs Store Hundebog af Bruce Fogle - dansk udgave ved Ulla Sørensen
Internet:
www.americanpointerclub.org , www.canis.no , http://dogbreedinfo.com/pointer.htm , www.jagt-hunden.dk/pointer , www.lupus.hjem.wanadoo.dk/racer1/pointer.htm , www.pointerklub.dk , www.pointerklubben . www.adviegundogs.co.uk , http://remingtons.tripod.com , www.pointer.no , www.dogbiz.com/dogs-grp1/pointer/pointer.htm , www.goodgoing.com , www.theoneweb.net , www.cox-internet.com/terri_ferrier/kennel.html , www.englishpointer.co.uk ,
http://members.tripod.com/tauntonbay/pointer_facts.htm , http://user.trinet.se , www.pointerrescue.org , www.bird-dog-news.com
PULI
Pulien er en middelstor, ungarsk hyrdehund, som gennem de sidste 1000 år har været brugt som hyrde- og vagthund på den ungarske slette. I 1751 optrådte navnet puli for første gang i den ungarske litteratur, men historikere mener, at racen har eksisteret i ca. 8000 år. Pulien har stort set bevaret sine oprindelige træk gennem årene. Racen stammer sandsynligvis fra den tibetanske terrier og hyrdehunde fra Frankrig og Tyskland. Pulierne er også i nær familie med de andre ungarske hyrdehunde Komondor og Kuvasz.
Hyrderne betalte i mange penge for deres hyrdehunde - helt op til et års løn. De var skånselsløse, når det gjaldt om at bevare hundens arbejdsegenskaber og slå de hunde ihjel, som ikke viste deres kvaliteter med det samme. For at overleve skulle en puli være både fysisk sund og mentalt stabil, smidig og ivrig efter at arbejde.
Noget af det meget karakteristiske ved pulien er dens pels, som bedst kan beskrives som lange dreadlocks. Pelsen er først fuldt udvokset, når hunden er omkring fire til fem år. Da falder den i lange snore eller torve over alt på hunden og helt ned til jorden. Man kan altså så at sige ikke se, hvad der er for eller bag på en puli. Den særlige pels har oprindeligt skulle beskytte hunden mod varme og kulde.
En puli skal bades, når der er behov for det. Og bagefter må man med fingrene 'rede' deadlock'ene fra hinanden, så der er 'åbent' ned til hårrødderne. Der skulle efter signede ikke være så meget pelspleje ved puli, som man umiddelbart skulle tro. Og den fælder heller ikke.
Jeg har læst, at pulien stadig bruges som hyrdehund på både får og kreaturer. Det særlige ved puliens måde at hyrde på er, at de løber hen over ryggen på dyrene. Jeg har også selv set et par pulier på får, men de var meget voldsomme og måtte holdes i snor hele tiden. Så det var svært at se, hvad de egentlig indeholdte.
Pulien er en livlig og klog hund, som har let ved at lære. Men de kan også have deres egen mening om tingene og være lidt egenrådige. Den er meget aktiv og brug for en del aktivering. Den er stærkt knyttet til dens familie, men kan være reserveret mod fremmed og gør, hvis de føler sig truet. De tilpasser sig let forskellige miljøer.
Du kan se en puli på http://www.bubbleton.dk/dansk/index.html
DOGUE DE BORDEAUX ( TURNER-HUNDEN )
Af Lene Bjeldorf
Dogue de Bordeaux er en af de ældste hunderacer i dag. Skønt oprindelsen ikke er helt sikker, er det en af de reneste racer af den gamle mastiftype. Ordet "dogue" blev brugt fra slutningen af 14. århundrede, men op til midten af det 19. århundrede var dogue de bordeaux knapt kendt udenfor Bordeaux-området.
De to verdenskrige betød, at racen blev så stærkt reduceret, at den næsten uddøde. Særlig 2. verdenskrig var hård ved racen, fordi Hitler beordrede alle dogue de bordeaux'er dræbt på grund af hundens hengivenhed over for dens ejer og dens evner til at bevogte. Siden 1960'erne har racen taget et opsving, og i dag er den kendt for at have en venlig adfærd, være tålmodighed og hengivenhed.
Oprindelig og nuværende anvendelse
I middelalderen blev dogue'en brugt til at vogte kvæg og ejendom, beskytte mod ulve og bjørne og til storvidltjagt. Den blev engang kaldt "den franske kamphund", da den blev brugt til kampe mod tyre, løver, ulve, bjørne og hyæner. Kampe, hvor dogue'er var indblandet, endte dog sjældent i et blodbad, da det mere mindede om en knock-out konkurrence. Dogue'en massive hoved og enorme styrke og særligt udviklede evne til at komme ind under sin modstander, gjorde den i stand til at vælte næsten en hvilken som helst dyr omkuld.
Dogue de Bordeaux er også som krigshund, og spanske officerer bragte mange dogue'er med sig på deres erobringstogter til den nye verden.
Fysiske og sociale egenskaber
Med sin fortid som kamphund er dogue de bordeaux den fødte vagthund. Det er et job, den udfører med mod og opmærksomhed - men uden at være aggressiv. Den knytter sig stærkt til sin ejer og er meget hengiven. Dens rolige og beherskede adfærd gør, at den er svær at ophidse, og det er som regel ingen slagsbror.
Det er en meget kraftfuld hund, hvis muskuløse krop giver en harmonisk helhed og en imponerende og respektindgydende fremtoning. Højden er 68 cm, vægten er minimum 55 kg, og de er rødbrune med en brun eller sort maske.
Dogue de bordeaux er ganske smidig i sine bevægelser for en molossertype at være. Og den kan opnå stor fart på korte distancer.
Sundhed/sygdomme
Dogue de bordeaux er ikke kendt for specifikke sygdomme. Men på grund af størrelsen er den udsat for hofteledsdysplasi og andre lidelser affødt af slid og stor kropsvægt, så som hjerteproblemer. Levealder er anslået til 8-10 år
Træning
Opdragelsen skal ikke overraskende være rolig og kærlig, men dog konsekvent. Det er et kendt faktum, at man intet opnår gennem tvang hos denne på en gang selvstændige og følsomme hund ('Turner og Hund'). I sig selv er det ikke en særlig motionskrævende race, men den deltager meget gerne i spadsereturen og er mere udholdende og hurtig end dens størrelse antyder.
Kildehenvisninger
www.dogomania.com
www.mozart2000.subnet.dk
www.geocities.com
www.hundeinfo.dk/hunderacer
Hundeleksikon, DDK, Komma & Clausen, Eva-Maria Krämer
Tilbage til artikler
|
