| |
Kamphunde
Af Hanne Hjelmer Jørgensen. Biolog med speciale i ulve- og hunde etologi. Har skrevet bogen "HUND ELLER ULV?- om ulves og hundes velfærd, adfærd og økologi", forlaget
Net-Bog-Klubben ( www.net-bog-klubben.dk ).
Kamphundeoverfald og -drab på mennesker er et socialt problem. Ejerne af de kamphunde, som har overfaldet og dræbt mennesker, er unge bisser, småkriminelle, narkohandlere, alfonser, skinheads m.fl.. Kamphundeproblemet løses ikke med et forbud mod kamphunderacerne. Forbyder man kamphunderacerne, vil andre racer bare tage over. Og da der ikke findes farlige hunderacer, er man lige vidt ved, at andre racer tager over. Et andet problem er, at der i Danmark årligt aflives omkring 10.000 hunde angiveligt p.g.a. aggressionsproblemer. Disse to problemer bør betragtes adskildt, og løses hver for sig.
Indhold:
- Tysk panik over kamphunde
- Et socialt problem
- Kamptræning og angreb på mennesker
- Tysklands Landeshundesverordnung
- Ikke adfærdsbiologisk belæg for farlige hunderacer
- Flere hunderacer forbudt i Danmark
- Ophævelse af line- og mundkurvtvang
- Hvordan afværge faren ved farlige hunde?
- Afværge aflivning p.g.a. aggressionsproblemer
- Sagkundskabsbevis, hundeførerbevis, "kørekort"
- F orslag til efterligning eller inspiration
I løbet af år 2000 har der været 14 alvorlige tilfælde i Tyskland af kamphunde, som har angrebet enten børn eller ældre mennesker. Nogle af ofrene er mærket for livet. I Tyskland har der bredt sig en sådan panik over kamphunde, at nogle griber til vold overfor hunde og deres ejere. Således er der beretninger om en bull terrier, som er blevet overhældt med petrolium og brændt af, og om to hunde, som er blevet stukket ned med knive. Dertil kommer, at hundeejere både er blevet antastet og angrebet på gaden, når de har luftet hund.
Kamphundeoverfald -og drab på mennesker er et socialt problem. Ejerne til de kamphunde, som har overfaldet og dræbt mennesker, er unge bisser, småkriminelle, narkohandlere, alfonser og skinheads m.fl.. Et eksempel fra den 26. juni 2000, er da en pitt bull terrier og en staffordshire terrie, ejet af en 23 årig tysker og hans 19 årige hollandske veninde, som begge havde en lang kriminel fortid, dræbte en 6 årig dreng i Hamborg. Som teksten på en tysk streamer med billede af kamphunde siger:"I kan dræbe os, men jeres sociale problemer vil bestå. I kan ikke løse vores sociale problemer ved at være på nakken af disse hunde".
Ifølge øjenvidner til drabet på den 6 årige dreng, havde hundenes ejere kamptrænet hundene umiddelbart før drabet. Kamptræning indebærer blandt andet, at hundene, som det hedder i kamptræning jagon, bliver "prøvet på svin". Det vil sige, at hundene bliver pudset på svin og andre dyr. En anden metode er en "kattemølle", som indeholder en kat, kanin eller et andet lille dyr, som hunden sættes ind til for at jage og til sidst får lov til at dræbe som belønning for sit hårde arbejde. Desuden trænes hundene til at angribe mennesker. Gennem tæsk, tæsk og atter tæsk mister hunden sin frygt og bliver pint og plaget til at angribe. Efterhånden behøver hunden ikke mere en kommando for at angribe, og en forkert bevægelse eller lyd fra en eller anden person uløser et angreb.
Det var drabet på den 6 årige dreng i Hamburg, som fremskyndede ikrafttrædelsesdatoen for Tysklands Landeshundeverordnung til den 7. juli 2000.
Landeshundeverordnungen omfatter følgende hunde:
- Hunde med en skulderhøjde på 40 cm eller derover og/eller med en vægt på 20 kg. eller derover. Hundene skal føres i line i bebyggede områder, på offentlige gader og pladser og i offentlige transportmidler.
- Farlige hunde. Kriterierne er bl.a. bevist biskhed eller ukontrolleret jagt og drab på vildt, kvæg, katte eller hunde.
- Bilag 1 og bilag 2 hunde. Bilag 1 hunde omfatter 13 kamphunderacer herunder amerikansk staffordshire terrier og pitt bulll terrier. Bilag 2 hunde omfatter 29 store hunderacer herunder vogterhunderacer , dobberman og rottweiler.
Bilag 1 og bilag 2 hunde samt farlige hunde hunde skal på offentlige gader og pladser, i offentlige transportmidler og i offentligt rum føres i line og være forsynet med mundkurv.
Såvel hunde på/over 40 cm./20 kg., farlige hunde som bilag 1 og bilag 2 må kun holdes af personer, som besidder den nødvendige kendskab, sagkundskab og pålidelighed. Bevis for sagkundskab udstedes af en dyrlæge eller af en egnet sagkyndig og gennem besøg på en egnet
hundeskole, dvs. en hundeskole, hvis faciliteter og uddannede personale står til rådighed for sagkudskabsformidling og uddannelse. Som bevis for sin pålidelighed skal ejeren fremlægge en skudmålsattest- det må være en det vi i Danmark kalder en vandelsattest.
Personer, som ikke besidder den krævede pålidelighed er personer som bl.a.:
- Gennem angreb på liv og sundhed, voldtægt, alfonseri og brud på jord- og husfreden gør modstand mod statsmagten.
- P.g.a. en lovovertrædelse mod dyreværnsloven , våbenloven, lov om kontrol med krigsvåben, sprængstofloven eller jagtloven har fået en dom.
- P.g.a. en psykisk lidelse eller p.g.a. et åndeligt eller sjæleligt handicap er i pleje.
- Er drikfældige eller er stofmisbruger.
- I modstrid med sandheden har afgivet erklæing om at opfylde krævene til sagkundskab.
Hold, opdræt og dressur af bilag 1 og bilag 2 hunde samt af farlige hunde kræver myndighedernes tilladelse. Det kræver bl.a. også, at personen er 18 år, samt at en adfærdstilfredsstillende (stimulus beriget) og udbrudssikker indespærring af hundene sikrer, at mennesker og dyr ikke udsættesfor fare.
Den 8. december 2000 stemte forbundsdagen ja til et indførselsforbud af pitt bull terrier, amerikansk staffordshire terrier, staffordshireterrier og bull terrier.
Den tyske regering ser gerne Landeshundeverordnungen indført i samtlige EU lande. Dette på trods af, at forordningen har givet og fortsat giver anledning til protester og protestaktioner fra hundeejere, og endvidere gav anledning til, at 350 dyrlæger og andre fagfolk satte sig sammen den 29. juli 2000 på dyrlægehøjskolen i Hannover og diskuterede temaet farlige
hunde/kamphunde. En af deltagerne var professor Dr. Ottmar Distl fra "Institut für Tierzucht und Vererbungsforschund der TiHo". Han oplyste, at man molekylærgenetisk ikke kan adskille hunderacer, hvilket sætter spørgsmålstegn ved Landeshundeverordnungens raceliste (bilag 1 og bilag 2 hunde). Han pegede desuden på, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at overskruet aggression er et resultat af længerevarende selektion for dette adfærdsmønster. Derfor stillede Dr. Barbara Schöning "Präsidentin der Tierärztekammer Hamburg"spørgsmålene: Hvem er så skyld i bidske hunde, og hvordan bliver en hund farlig? Hendes eget svar var, at opdragelse og holdning spiller en vigtig rolle, og at både omverdenen og indlæring har en afgørende indflydelse på såvel kvantiteten som kvaliteten af en hunds aggressionsadfærd. Dr. Dorrit Feddersen-Petersen fra "Institut für Haustierkunde der Christian-Albrects-Universität Kiel" understøttede dette synspunkt og tilføjede, at agression er obligatorisk reglement for hundes samliv, og at mennesket skal gøre hundens aggression smidig eller bøjelig gennem biologisk korrekt træning.
Endvidere skriver hun i en artikkel med titlen "Kampfhunde"/"Gefärliche Hunde" ( www.members.tripod.de/Tierheim_Hilden/Kampfhunde3.htm ) :" Adfærdsbiologisk kan en race ikke betegnes farlig. Naturvidenskabeligt set ville det være at se bort fra det fine samarbejde mellem det genetisk betingede handlingsberedskab og den obligatoriske forudgående træning. Det vil både være meningsløst og udokumenteret, at tilskrive en hunderace en forøget farlighed. Naturligvis er alle hunderacer ikke helt ens hvad angår deres styring eller regulering af adfærden, og de bliver heller ikke født som ubeskrevne blade. Deres adfærdsinventar er godt nok genetisk bestemt, men det udvikler sig ikke des to mindre i stadig vekselvirkning med påvirkninger fra omgivelserne. Således kommer det til højst forskellige adfærdspræg hos forskellige dyr indenfor samme race. Dette gælder også for aggressionsadfærden. Ved biologisk korrekt træning, avl og hundehold bliver hunde tilhørende racer med en forholdsvis ung kamphundefortid på ingen måde farligere end andre store og kraftige hunde, og de kan for den
sags skyld være meget mere harmoniske og forudsigelige i deres adfærd end andre. Således egner amerikansk staffordshire terrier sig godt til redningshund".
Adfærdsbiologisk er der altså ikke belæg for farlige hunderacer. Der findes derfor ikke farlige hunderacer. Der findes desværre farlige hunde, og det indenfor alle hunderacer. Altså findes der ikke adfærdsbiologisk belæg hverken for at forbyde kamphunderacer (og andre hunderacer) eller for at pålægge dem licenskrav, som f.eks. i Storbritanien, hvor det er forbudt at eje pitt bull terrier, tosa, dogo argentino og fila braziliero med mindre man har et såkaldt fritagelsessertifikat. Der er så heller ikke adfærdsbiologisk belæg for, at pålægge bestemte hunderacer og hunde med bestemt størrelse og vægt, line-og/eller mundkurvtvang samt udbrudssikker indespærring.
Det, der gør kamphundene farlige er, at de bliver kamptrænet og trænet til at angribe mennesker.
Den 6. juli 1991 blev det med Bekendtgørelse om forbud mod hold af særlig farlige hunde forbudt i Danmark at besidde og avle pitt bull terrier og tosa samt krydsninger, hvori disse hunde indgår. Og Ifølge Jydske Vestkysten den 11 september 2000 planlægger justitsministeriet, at forbyde flere farlige hunderacer i Danmark, hvilket støttes af DYREFONDET, som udgiver "Hundejournalen" i hvis leder der i nr. 4, 2000 stod at læse:"Og lad os få et totalt forbud mod alle kamphunde....".
Forbyder man kamphunderacerne vil andre hunderacer bare tage over. Der er sågar beretninger om forsøg med ulve, og ifølge Nancy Gibson ( i bogen "Wolves", Voyageur Press, 1996) har ulvehybrider erstattet pitt bull som macho-hund i USA . Og selvom pitt bull terrier blev forbudt i Danmark i 1991 er der endnu adskellige tilbage af dem
Medlemsforeningen af tyske praktiserende dyrlæger fremkom med en resolutation til forebyggelse af farlighed hos hunde. I resolutionen står bl.a.:
- Ingen fastlæggelse af hunderacer som formodede farlige dyr.
Begrundelse: Der findes ikke videnskabeligt bevis for farlige hunderacer. En hunds farlighed er et individuelt særkende og er grundlæggende ikke et racesærkende. Der findes farlige hunde indenfor alle hunderacer.
- Ophævelse af den generelle line-og mundkurvtvang for bestemte racer eller for hunde med bestemt størrelse og kropsvægt.
Begrundelse:
-Mundkurv. Den manglende bevægelsesmulighed forhindrer f.eks. reguleringen af kropstemperaturen.
- Linetvang. Ved lineføring forhindres social kontakt. Manglende social kontakt og begrænsning af bevægelsesspillerummet er aggressionsfremmende elementer. Mangel på bevægelse medfører en sænket irritationstærskel. Hunden bliver mere aggressiv.
Desuden kom Medlemsforeningen af tyske praktiserende dyrlæger med et bud på, hvordan man afværger faren ved farlige hunde:
- Indførsel af en generel mærkning-og registreringspligt.
- Ophævelse af line- og mundkurvtvang for hele racer.
- Anmeldepligt for hunde, som er blevet påfaldende aggressive eller falder påfaldende aggressive ud.
- En vurdering af hundene (altså de hunde, som er blevet anmeldt, fordi de er blevet påfaldende aggressive eller falder påfaldende aggressive ud). Her tænkes på karaktertest, som foreslås udført gennem dyrlæger, som har ud-og efteruddannet sig i etologi.
- Ved ikke bestået karaktertest anbefaling af adfærdsterapeutiske forholdsregler så som kastrering eller i sidste konsekvens aflivning samt anbefaling af line- og mundkurvtvang.
- Ved bestået karaktertest ophævelse af de forordnede tvangsforholdsregler.
- Ved fejludvikling af hunde (individuelt farlige hunde): sagkundskabsbevis om hundeadfærd, dyrebeskyttelses forskrifter og dyresundhed.
Endvidere foreslår de:
- Karaktertest af alle avlshunde.
- At kun hunde med bestået karaktertest må bruges i avl.
- Sagkundskabsprøve for avlere om hundeadfærd, dyresundhed, dyrebeværnsmæssige bestemmelser, sygdomsbilleder og betingelser for hundehold.
- Snævre regler for avlsbetingelser for at undgå morfologiske skader hos hvalpe og for at sikre en artskorrekt prægnings- og socialiseringsfase gennem avlshundenes passende adfærd overfor de personer, som passer hundene, samt ved artskorrekt udformning af de betingelser/omgivelser, som hundene holdes under (forbud mod storindustriel masseavlsanlæg).
Den sidste del af forslaget går altså på at forebygge påfaldende aggression, som kan skyldes :
- patologisk aggressive forældrehunde,
- forkert præning- og socialisering i hvalpens første 8 uger
- en ikke-artskorrekt udformning af de betingelser/omgivelser, som hundene holdes under.
Skulle hunden på trods af, at disse forhold har været i orden, falde påfaldende aggressiv ud eller være påfaldende aggressiv, træder øverste del af forslaget i kraf med en anmeldelse, som medfører en vurdering af hunden gennem en karaktertest, som hvis den ikke bestås udløser en anbefaling af adfærdsterapeutiske forholdsregler. Desuden foreslås et sagkundskabsbevis ved fejludvikling af hunde (individuelt farlige hunde). Dette forslag lægger altså ansvaret for udviklingen af påfaldende aggression over på avlerne.
Forslaget løser dog næppe kamphundeproblemet; at "bisserne" kamptræner og optræner hunde til at angribe mennesker, da dette er et socialt problem og derfor bør løses som et sådan.
Derimod kunne forslaget meget vel tænkes at kunne bidrage til løse problemet med, at der i Danmark årligt aflives omkring 10.000 hunde p.g.a. aggressionsproblemer. Dertil kommer de aggressionsproblemer, som hverken fører til aflivning eller til behandling. En undersøgelse foretaget af Jørgen Damkjer Lund for Dyrenes Beskyttelse (DYREVENNEN, nr. 1, 20001) viser, at for 312 hunde, som som af og til optrådte aggressivt overfor andre hunde, var det kun ejerne til 73 af dem, som opfattede det, som et problem. 151 af hundene var aggressive overfor mennesker uden for familien, hvilket kun ejerne til 39 af hundene opfattede som et problem.
Nogle hundeeejere tror, at blot hunden knurrer, er verden ved at gå under, og nogle hunde bliver måske aflivet på et så spinkelt grundlag som, at hunden har knurret over et kødben. Andre hundeejere har en langt højere tærskel for såvel kvantiteten som kvaliteten af den aggression, som de tolererer hos hunden. At der i Danmark årligt aflives omkring 10.000 hunde p.g.a. aggressionsproblemer siger derfor ikke noget om omfanget af patologisk og dermed farlig og behandlingskrævende aggression hos hunde.
Det er vigtigt at understrege, at agresssionen er en del af hundens naturlige adfærd, og at aggressionen først bliver patologisk og dermed farlig og behandlingskrævende, når den overskrider grænsen for det normale for arten. Således vil det kunne betegnes patologisk aggression, f.eks. når hunden bider, uden først at knurre, idet det normale for arten er at afsende
trusselsignaler før et angreb. Dette dog taget med det forbehold, at der hos ulven også forekommer en fri uhæmmet aggression, som netop er kendetegnet ved fravær af trusler før et angreb på såvel fremmede ulve som på flokmedlemmer (rangordenskampe). Til de, der forlanger en aggressionsfri hund, findes der porcelainshunde.
Ser man på skader forvoldt af hunde anmeldt til forsikringsselskaberne, er der, over en 10-årig periode, næsten tale om en halvering af anmeldte hundebid m.m. Og ifølge Post Danmarks arbejdsskadestatestik fra 1998 udgør hundebid kun 51 ud af 1.422 arbejdsskader, som har givet anledning til sygefraværd. Dette tyder ikke på, at patologisk og dermed farlig og behandlingskrævende aggression hos hunde er noget større problem i Danmark.
I erkendelse af, at ikke blot avlerne, men også ejerne har et ansvar for udviklingen af påfaldende aggression foreslår Dr. Heinrich Grussendorf "Vizepräsident des Bundesverband Praktischer Tierärzte(BPT)" i sin erklæring om beskyttelse mod farlige hunde, hvad han betegner et hundeførerbevis for ejere, som bør indeholde artskorrekt hundehold og dyreadfærdskundskab.
I Danmark er "kørekort" til hunde en gammel idé, som med jævne mellemrum tages frem i forbindelse med hundeoverfald på mennesker. Det er karakteristisk for de forslag til "kørekort" til hunde, som jeg har hørt nævnt, at de ensidigt fokuserer på begreberne "lydighed" og "dressur". Således forestiller man sig, at en bestået lydighedsprøve, hvor ejeren demonstrerer at have "fuld kontrol over hunden", vil udløse et "kørekort".
En sådan model kan for det første kritiseres for, at en bestået lydighedsprøve ikke sikrer mod, at den pågældende hund er farlig og vil bide mennesker. Foreksempel findes der flere eksempler på politihunde, som må formodes at have bestået lydighedsprøve, som har bidt demonstranter. Og i en klage til Station 3, den 21 september 1999 berettes om en politihund, som sendes alene ind i en fællesstue, hvor den løber hen og snapper en pige, som rejser sig, bliver bidt i benet og efterfølgende må på skadestuen ( www.just-well.dk/politiet.htm ).
I forlængelse heraf kan nævnes, at et offer for et kamphundeoverfald i radioen udtrykte ønske om, at kamphunde burde gennemgå samme træning som politiets hunde. Det er en træning, som omfatter angrebstræning også betegnet forsvarsarbejde, hvilket efter min mening burde være forbudt og ikke mindst for almindelige hundeejere. Iøvrigt findes der hundetrænere, som råder hundeejeren til metoder, som fremmer patologisk adfærd (Roger Abrantes "Hunden er aggressiv").
Hvis hundetræning skal anvendes som led i forebyggelse af patologisk aggression, skal det sikres, at der, sagt med Dorrit Feddersen- Petersens ord, anvendes biologisk korrekt træning. Et eksempel herpå er Sirius træning, som er baseret på bl.a. Dr. Ian Dunbars arbejde og som er analog med Monty Roberts heste-visker-træning. Kodeordene for Sirius træning er ikke at tvinge sin vilje igennem overfor dyret, men at forstå dyret, tale til det på dets eget sprog og bede det pænt om at gøre det, man ønsker det skal gøre.
Om Sirius træning se www.wolfpark.org , klik "sitemap", klik "The hub", klik "This is a Sirius web site", klik "The Sirius pack, canid education/socialization/training".
For det andet kan et "kørekort" til hunde, som ensidigt fokuserer på lydighed og dressur kritiseres for ikke at beskæftige sig med, hvad man under et kan betegne hundevelfærd (velfærd indebærer ikke blot fysisk velvære og fravær af sygdom og tilskadekomst, men også mentalt velvære). Dette begreb har netop den altdominerende plads i såvel medlemsforeningen af praktiserende tyske dyrlægers forslag til en kundskabsprøve, som i Dr. Heinrich Grussendorfs forslag om et hundeførerbevis, idet begreberne "hundeadfærd", "dyreadfærdskundskab", "dyresundhed", "dyreværnsmæssige bestemmelser" og "artskorrekt hundehold" alle henviser dertil. Det er begreber, som kunne være hentet fra den danske Dyreværnslovs § 2 og § 3, som byder enhver, der holder dyr, at sørge for, at dyrene huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til ikke blot deres fysiologiske og sundhedsmæssige, men også deres adfærdsmæssige behov. Kort sagt et artskorrekt hundehold er enhver hundeejers pligt- og enhver hunds ret.
Et artskorrekt hundehold forudsætter imidlertid viden om hundeadfærd, dvs. viden om, hvad der er hundens naturlige adfærd, idet denne viden er forudsætningen for, at indrette omgivelserne således, at de giver hunde mulighed for at udføre mest mulig af deres naturlige adfærd og dermed få tilfredsstillet deres adfærdsmæssige behov. Det er en viden, som ville kunne bibringes hundeejere gennem et sagkundskabsbevis i hundeadfærd og artskorrekt hundehold. Et artskorrekt hundehold sikrer en høj grad af hundevelfærd og dermed mod udviklingen af patologisk adfærd herunder patologisk aggression.
Den alment aksepterede praksis at efterlade hunden alene i 8-10 timer eller længere, indespærret i boligen eller i en diminutiv, flisebelagt, stimulus fattig løbegård, er ikke artskorrekt hundehold, og det burde være forbudt. Den måde, at holde hund på, må antages at være stærkt medvirkende til udviklingen af alene-hjemme-problemer, angst og andre adfærdsproblemer, som er årsagen til omkring 5.000 aflivninger årligt. Denne praksis gør vold mod hundens natur, og den er i strid med Dyreværnslovens § 2 og § 3, idet der ikke tages hensyn til hundens adfærdsmæssige behov. Det samme gælder for de 2 daglige korte lufteture i kort line, hvorunder hunden nægtes at hilse på andre hunde og trækkes afsted, så snart den stopper for at snuse eller lette ben.
Jeg mener, at medlemsforeningen af tyske praktiserende dyrlægers forslag til, hvordan man afværger faren ved farlige hunde er værd at efterligne i Danmark, eller i det mindste at lade sig inspirere af. Forslaget kunne evt. suppleres med et krav til alle hundeejere om sagkundskabsbevis i hundeadfærd og artskorrekt hundehold. Desuden bør der være pligt til at anmelde kamptræning -ikke blot hundekampe bør forbydes, også kamptræning inklusive såkaldt forsvarsarbejde bør forbydes. Endvidere bør det være forbudt at efterlade hunden alene i 8-10 timer, indespærret i boligen eller i en diminutiv, flisebelagt, stimulusfattig løbegård.
I Hundeloven står der intet om opbevaring af hunde i løbegård e.lign. § 5 omtaler tøjring af hunde, og at det er forbudt til stadighed at holde en hund bundet. § 6 åbner muligheden for bestandig at holde en hund indelukket, men der stilles ikke krav om, at indelukket skal være adfærdstilfredsstillende/stimulusberiget.
Jeg mener dog ikke, at forslaget vil kunne løse kamphundeproblemet; at "bisserne" kamptræner og træner hunde til at angribe mennesker:
- Bisserne" kan meget vel tænkes, at stikke et krav om sagkundskabsprøve og forbud mod kamptræning "skråt op". Undervisning i hundeadfærd og artskorrekt hundehold kan dog tænkes at have en positiv effekt på de "bisser", som trods alt er indenfor pædagogisk rækkevidde.
- Også "bisserne" vil kunne bestå en sagkundskabsprøve for efterfølgende at gå hjem og kamptræne hunden samt at træne den til at angribe mennesker.
- En attest på bestået karaktertest vil kunne forfalskes, eller attesten kan misbruges. Dette kan der dog muligvis sikres mod ved en præcis identifikation af hund og ejer (hundeskiltes oplysninger om ejerens navn og adresse samt hundens navn og tatoverings- eller chipnummer, beskrivelse af hundens farve og aftegning samt evt. foto af hunden).
Fravær af sagkundskabsprøve, forfalsket attest på bestået karaktertest eller misbrug af attest, omgåelse af forbud mod kamptræning, samt undladelse af, at efterfølge adfærdsterapeutiske påbud ved ikke bestået karaktertest kunne udløse høje bøder og fængselsstraffe, men det er spørgsmålet om sådanne sanktioner har nogen effekt.
Sendt til:
* Justitsminister Lene Espersen
* Dansk Folkeparti
* Foreningen til Dyrenes Beskyttelse
* Dansk Kennelklub
* Dyrefondet
* Dyrenes Venner
Tilbage til artikler |
|
